Jeg troede på ham. Jeg var jo bare et barn.
Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede resten af dagen. Men det gjorde jeg. Jeg fortrængte det, som var sket. Undgik fuldstændig min onkel.
Jeg kan dog huske, at da vi kom op på kroen, hvor festen skulle holdes, så tissede jeg simpelt hen i bukserne. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg fik skæld ud, og min far måtte køre hjem efter et par tørre trusser og en ny kjole. Den anden var blevet våd. Og jeg har ikke haft den kjole på siden. Jeg ville ikke have den på. Jeg hadede den. Alle de onde og smertefulde minder hang ligesom sammen med den kjole. Om det var en nøje overvejet handling, ved jeg ikke. Men jeg slap for at have den forbandede kjole på.
Jeg forsøgte at fortrænge oplevelsen. Men det lykkedes ikke helt. Jeg forsøgte også at undgå enhver kontakt med min onkel. Jeg hylede og skreg, hver gang mine forældre nævnede, at jeg da kunne komme med min onkel ud og køre en tur. Jeg nægtede og skabte mig som en gal. Jeg ville simpelt hen ikke være alene med ham. Jeg kunne dog ikke helt undgå nogle situationer, hvor han ligesom trængte mig op i en krog. Og jeg kunne ikke undgå hans hænder på min krop. Han voldtog mig dog kun den ene gang. Men det er i mine øjne også nok. Mere end nok at han forcerede sig på mig med sexlegetøj til mænd flere gange.
På et tidspunkt kunne jeg ikke rigtig holde denne frygtelige hemmelighed for mig selv, og jeg fortalte det til nogle af mine pige-legekammerater. De grinede af mig og sagde, at jeg løj. Jeg nægtede. Jeg løj ikke. Den ene af pigerne sagde så, at hvis det var sandt, hvad jeg sagde, så skulle jeg da sige det til min mor. For sådan noget var forkert. Fornuftigt pigebarn.
Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før jeg fik samlet det nødvendige mod til at fortælle det til min mor. Jeg husker den dag i dag tydeligt, hvordan hun stod ved håndvasken i køkkenet. Jeg stod ved siden af og så på, at hun skrællede kartofler. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, før jeg sagde til hende, at onkel Brian gjorde ting ved mig, som jeg ikke brød mig om, og at han havde gjort noget ved mig, som gjorde ondt og var forkert. Om hun egentlig lige på et tidspunkt forstod, hvad jeg egentlig hentydede til, ved jeg ikke helt præcist. Men hun blev fuldstændig hvid i hovedet og stirrede på mig i nogle årelange sekunder, før hun sagde: “Sådan noget må du ikke gå og sige!”
Andet sagde hun ikke. Og jeg klappede i som en østers. Instinktivt forstod jeg, at jeg havde sagt noget forkert, og som det barn jeg var, kædede jeg det sammen med det, min onkel havde sagt. Det var min skyld. Min mor fik mig – måske ubevidst – til at føle mig som den skyldige i det hele.
Hvad hun så har sagt til min far, ved jeg ikke, og jeg får det aldrig at vide. Men jeg fik nok jordens største røvfuld, da han kom hjem. Han sagde ikke ét ord. Han kom bare ind på mit værelse, tog mig hårdt i den ene arm, rykkede mig op fra gulvet og gav mig en røvfuld. Jeg sagde ikke en lyd, men tårerne vældede op i mine øjne. Jeg havde gjort noget forkert…
Jeg har aldrig siden nævnt det overfor nogen i min familie. Det var jo MIG, som havde gjort noget forkert. Så hvorfor skilte med det?
Jeg gik med alt det her indeni mig i mange år. Var skræmt fra vid og sans, hver gang jeg skulle være i stue med min onkel. Han tog altid på mig ved enhver given lejlighed. Han kiggede på mig med det her mærkelige blik, som jeg ikke helt kunne tyde. Men jeg kunne ikke lide det blik.
Jeg fik først en smule fred i sjælen, da Allan kom ind i mit liv. Vi havde været kærester i ½ år, før jeg fortalte ham om min onkel. Og han troede på mig. Det var befriende. Allan fortalte, at han da havde lagt mærke til, at jeg blev en helt anden, når jeg var i rum med min onkel. Febrilsk. Usikker. Skræmt.
Fra den dag følte jeg en let indre ro. Allan skærmede mig imod min onkel. Han sørgede for, at jeg aldrig nogensinde var alene i et rum med ham. At jeg aldrig var alene hjemme i flere dage ad gangen, når mine forældre var ude og rejse. For første gang i mange år var jeg ikke alene. For første gang i mange år kunne jeg slappe lidt mere af til familie-komsammen.
Jeg faldt dog først helt til ro et års tid efter, at jeg var flyttet hjemmefra. Da jeg flyttede indskærpede jeg meget kraftigt mine forældre, at de ikke skulle fortælle min onkel noget som helst om, hvor jeg boede henne. Det accepterede de. Jeg ville ikke risikere, at min onkel pludselig dukkede op, mens jeg var alene hjemme. Det ville jeg simpelt hen ikke kunne klare.
Efter et par års fred troede jeg endelig, at jeg havde lagt det hele bag mig. Jeg havde ikke glemt det, og jeg kunne heller ikke tilgive. Men jeg havde lært at leve med det. Acceptere tingenes tilstand. Jeg mente, at det var ude af mit system. Nu kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg stadig har en masse hæmninger, en masse mistillid tilbage. At jeg ikke var fuldstændig helet i min sjæl.