Et barn ødelægges
Det er svært at vide præcis, hvor man skal starte. Jeg aner det heller ikke. Jeg kan ikke huske så mange ting fra min barndom. Jeg husker dog, at den for et meste var ganske udmærket. For det meste. For selvfølgelig var der ting, som ikke var sjove. Ting, som var med til at forme mig og gøre mig til den person, som jeg er i dag. Nu kan jeg godt se, at jeg var et utroligt privilegeret barn. Jeg var højt elsket i min familie og sikkert også en bundforkælet møgunge. Hvorfor mine forældre forgudede mig sådan, har jeg aldrig rigtig forstået. Før nu. Da nogle af min families “skeletter” kom ud af skabet.
Jeg kan jo starte der, hvor jeg mener, at jeg mødte den første alvorlige udfordring i mit liv. Eller er det forkert at kalde det en udfordring? En oplevelse er heller ikke det rette ord. Der findes vel i bund og grund ikke et “rette ord” for det, som skete med mig. Det fik en alvorlig indflydelse på mit liv i mange år, og det har stadig en stor indflydelse på mit liv.
Dagen står stadig meget tydeligt for mig. Det var min storesøsters konfirmationsdag. Hun var en utrolig pæn, slank pige. Jeg misundte hende, men jeg hadede hende også, for det virkede egentlig aldrig, som om hun overhovedet brød sig om mig. Jeg var vist bare en klods om benet på min 7½ år ældre søster. En irriterende, forkælet møgunge.
Jeg var på det tidspunkt godt og vel 6½ år gammel. Jeg var glad. Der var fest. Og det var selvfølgelig en mulighed for mig for at gøre mig bemærket. En vane jeg åbenbart havde – og nok stadig har. Jeg spurtede rundt og forsøgte at være alle vegne hele tiden. Jeg var blevet iført en lang kjole, som jeg var meget glad for. Jeg syntes selv, at jeg var pæn i den kjole. Jeg var stolt.
Sidst på formiddagen skulle min familie så i kirke. På det tidspunkt var det meste af familien forsamlet i vores hus. De fleste ville da op og se Jannie blive konfirmeret. Hun var jo en sød og populær pige.
Jeg ville ikke med. Jeg kan huske, at jeg blev spurgt, men jeg sagde nej. Jeg hadede at komme i kirke. Det var så kedeligt. Og man skulle hele tiden være så stille. Så jeg ville blive hjemme. Jeg tror, at mine forældre var vældig tilfredse og lettede over min beslutning om at blive hjemme. Så skulle de ikke koncentrere sig om at få mig til at sidde stille og holde mund!
Jeg blev altså hjemme. Ikke alene, selvfølgelig. Min onkel – som er min mors lillebror – skulle blive hjemme og passe mig og tage imod eventuelle gaver. Jeg kan huske, at jeg ikke havde noget imod min onkel. Jeg var ikke ovenud glad for ham. Jeg syntes, at han var så underlig. Stille og tilbageholdende. Og så kiggede han altid mærkeligt på mig. Det lagde jeg selvfølgelig ikke det store i den gang. Hvad pokker. Han var jo bare en stor teenager på 16 år!
Min familie tog af sted til kirken. Jeg trissede lige så stille rundt derhjemme og lavede egentlig ikke rigtig noget. På et tidspunkt gik min onkel ud på vores gæstetoilet for at tisse. Han lod døren stå på vid gab, og nysgerrig, som jeg var, skulle jeg jo lige hen og se, hvad han lavede. Meget uskyldigt. Jeg var trods alt kun et barn.
“Sikke en stor tissemand du har,” udbrød jeg. Det fløj simpelt hen bare ud af munden på mig. Havde jeg bare vidst…
Han kiggede så underligt på mig, og jeg stod bare der i døren – nærmest naglet til gulvet. Jeg kunne simpelt hen ikke flytte mig. Hans blik gjorde mig stiv af skræk. Alt i mig skreg, at jeg havde dummet mig, og at jeg skulle skynde mig væk. Men jeg kunne simpelt hen ikke røre mig ud af stedet. Jeg stod bare der og nærmest ventede på hans næste træk.
Han blev færdig, men han lynede ikke sine bukser op. Han vendte sig bare om imod mig og sagde, at jeg skulle komme ud til ham. Dumme mig. Jeg adlød. Jeg var som i trance. Dybt indeni mig vidste jeg godt, hvad der skulle ske, men jeg nægtede simpelt hen at tro det.
Han bad mig om at lægge mig på gulvet. Jeg adlød. Kiggede op på ham. Jeg kunne simpelt hen ikke tro, at det her skete for mig. Han rykkede min kjole op og rykkede mine trusser af. Jeg stirrede bare på ham. Jeg ville protestere. Bede ham lade være. Men det sad bare fast i halsen på mig. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg lod det bare ske.
Han bad mig sprede benene, og da jeg ikke gjorde det tilfredsstillende nok, lagde han mine ben, som han ville have dem. Jeg kiggede ikke længere på ham. Jeg vendte hovedet og lå og kiggede ind i væggen. Jeg havde lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Jeg var fuldstændig lammet i hele kroppen. Jeg havde ingen vilje længere. Mit indre var et stort kaos, imens han trængte ind i mig. Jeg har aldrig følt så stor en smerte. Den fyldte hele min krop. Den var både fysisk og psykisk. Jeg har aldrig oplevet en smerte siden hen i mit liv, som havde den samme virkning på mig. Alligevel sagde jeg ikke en lyd. Jeg skar ikke engang en grimasse. Jeg var fuldstændig passiv. Tom.
Pludselig ringede det på døren. Min onkel trak sig ud af mig, trak bukserne op og forlod mig. Stille og roligt satte jeg mig op, fandt mine trusser og trak dem på igen. Jeg rejste mig fra det kolde flisegulv – som jeg ikke havde bemærket kulden fra før nu – og forlod toilettet. Min onkel stod i den åbne dør og modtog en gave, og da jeg forlod toilettet vendte han sig om og kiggede underligt på mig. Som om jeg havde gjort noget forkert. Udenfor på trappen stod én af naboernes sønner – en god legekammerat – og han kiggede meget underligt på mig. Den dag i dag tænker jeg tit på, hvad han egentlig tænkte, da han så mig den dag. Hvad kunne han læse i mit ansigt, og hvor meget forstod han? Jeg ved det ikke den dag i dag, og jeg finder nok aldrig nogensinde ud af det.
Min onkel lukkede døren, lagde gaven ind på gavebordet, hvorefter han igen gik ud på toilettet. Han kaldte på mig derude fra. Jeg gik hen, så jeg på sikker afstand kunne se ham. Han stod i døren. Han bad mig komme ud til ham igen. Pludselig kom al min kampgejst op i mig igen. Jeg stampede i gulvet og nægtede. Jeg VILLE simpelt hen ikke.
Min stædighed og vrede har åbenbart fået ham på bedre tanker, for han opgav. Jeg husker dog, at han tog hårdt fat i mig, ruskede mig og sagde, at jeg ALDRIG nogensinde måtte fortælle det til nogen, for så ville de alle sammen blive sure på mig. For det var nemlig MIN skyld.