Slam

 

Slam…. Der faldt min verden fuldstændig fra hinanden. Mit værste mareridt. Jeg kunne overhovedet ikke samle mig. Jeg tror nok, at det lykkedes mig at snakke lidt videre med min søster, inden jeg fik fundet en undskyldning for, at jeg nok hellere måtte gå ned til mor og far og få lavet noget til min fremlæggelse om mandagen. Jeg var fuldstændigt i chok. Jeg sansede overhovedet ikke noget som helst. Min søster tilbød godt nok, at hun da godt lige kunne køre mig derned, men jeg sagde pænt nej tak…. Jeg trængte til at gå!!! Få noget frisk luft. Forsøge at få den grimme smag, jeg havde i munden, ud.

Jeg gik ned til min mor og far…. Huset var velsignet tomt og stille. Jeg dumpede bare ned i sofaen og sad der og stirrede ud i luften. Hvor længe, ved jeg egentlig ikke. Jeg ved bare, at jeg havde den største lyst til at græde og skrige, men jeg kunne simpelt hen ikke. Jeg var blokeret for alle følelser. Jeg kunne ikke føle noget som helst. Udover en voksende og kvælende vrede imod min mor…. Hun havde løjet overfor mig. Ofret mig for sin egen hemmeligheds skyld. Jeg var på det tidspunkt ikke helt klar over, om jeg nogensinde ville komme til at tilgive hende. Eller bare have et ganske normalt mor/datter-forhold til hende igen….

 

Efter den omgang gik der ikke mere end et par uger, før jeg fik nok af min mor og praktisk taget bad hende om at holde sig fra mig. Jeg kunne simpelt hen ikke holde ud at snakke med hende. Sådan gik der tre uger. Tre uger, hvor jeg ikke hørte fra mine forældre overhovedet. Så ringede min far pludselig til mig fra hans mobiltelefon. Jeg havde haft ringet til ham, påstod han. Det havde jeg nu ikke, hvilket jeg selvfølgelig også sagde til ham. På det grundlag startede jeg op med at have kontakt til mine forældre igen. Intet blev dog det samme. Kontakten var blevet droslet godt og grundigt ned, og jeg var stadig meget forbeholden overfor mine forældre.

 

I dag er jeg kommet til det punkt, hvor jeg taler med dem ca. en gang om ugen. Skulle der gå længere tid imellem, så generer det nu heller ikke mig. Jeg savner dem ikke. Jeg føler ikke, at jeg skylder dem ret meget. For 21 år siden ofrede de mig for at holde på en familiehemmelighed. Det har jeg aldrig tilgivet dem, og jeg tilgiver dem det aldrig. Jeg var kun et barn. De havde pligt til at beskytte mig dengang, og det gjorde de ikke. De gav mig – måske var det ubevidst – indtrykket af, at det var mig, som havde gjort noget galt. Ikke ham. Den skyldfølelse har jeg kæmpet for at komme over lige siden. Jeg er kommet et lille stykke af vejen. Nu kan jeg godt sige, at jeg godt ved, at jeg var uden skyld i det, som skete – og alligevel har jeg lang vej igen, for der sidder stadig noget langt tilbage, helt omme i mit baghoved, som siger mig, at det var min skyld.

Jeg føler, at mit liv blev slået i stykker ad to omgange. Første gang, da jeg var 6 år og anden gang 20 år senere. Mit liv ligger stadig i ruiner. Følelsesmæssigt har jeg store problemer. Jeg blev følelseslammet, da min søster fortalte mig den store familiehemmelighed. Den lammelse er jeg endnu ikke kommet over, og til tider tror har jeg mine tvivl om, om jeg nogensinde kommer over den. Jeg formår ikke længere at føle varme følelser. Jeg ved godt, at jeg har dem. Jeg ved godt, at jeg kan elske. Men jeg kan ikke føle, at det er det, jeg føler. Der er bare et underligt tomrum indeni mig. Et stort følelsesløst tomrum. Jeg ved godt, at det lyder underligt, og det er også meget svært at forklare. De fleste tror dog heller ikke på det, idet jeg stadig viser glæde – jeg griner og pjatter stadig, jeg virker stadig enormt sorgløs. Men jeg er det ikke. Det er bare en facade. Indeni bløder jeg. Indeni kan jeg kun føle sorg, vrede, afmagt, raseri, smerte, frustration. Negative følelser. Og når jeg endelig viser nogle følelser, så er de negative. Dette gør mig selvsagt endnu mere frustreret og vred. Hvorfor skal det være sådan? Jeg føler mig afstumpet og følelseskold. Men jeg ved godt inderst inde, at jeg ikke er det. Jeg kan bare ikke få alle de positive og varme følelser ud.

 

Jeg skal nu igennem en lang og smertefuld helingsproces. Det kommer til at tage lang tid, og det kommer til at gøre ondt. Jeg er til tider også bange for, at det måske kan koste mig mit forhold til Steen, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg føler, at jeg allerede nu trækker enormt store veksler på hans tålmodighed og på hans følelser. Noget, som jeg ikke mener, at jeg kan tillade mig. Men jeg ved også, at jeg vil komme til at slide endnu mere på hans følelser hele vejen igennem min helingsproces. Lige nu har jeg bare svært ved at acceptere tanken om, at jeg måske kan miste det bedste, som jeg har i mit liv. Men jeg kan miste ham uanset hvad, for fortsætter jeg med at køre i den bane, som jeg kører i nu, så mister jeg ham helt sikkert alligevel. Så lige nu står jeg og skal vælge imellem pest eller kolera…

 

Den mand ødelagde mit liv dengang, og han har siden haft en stor indflydelse på det. Jeg vil aldrig nogensinde glemme, men jeg håber da, at jeg kan lære at leve med det… Det kommer nok… en dag.