Min mor troede mig

Jeg vil fortælle min historie som incestoffer. Jeg har været i stand til at leve et rimeligt, ukompliceret liv på trods af, at jeg er incestoffer. Det skyldes at jeg blev troet på og fik stor støtte, da jeg fortalte, hvad jeg havde været ude for. Hvordan mit liv ville have været, dersom min omverdens reaktion havde været anderledes end den var, kan jeg kun med gru forestille mig.

Da jeg var 12 år, begyndte min morfar at blive lidt for kærlig. Min morfar sad på en pidestal, han var meget afholdt af alle. Før han forgreb sig på mig, var han også en god morfar, jeg har mange gode oplevelser i min rygsæk. Pludselig blev hans kærlighed helt forkert. Han kyssede mig, som om jeg var en voksen kæreste. Han rørte ved mig og ønskede at blive rørt ved på en forkert måde. Da min tillid til ham var stor, fortalte jeg det ikke til nogen. Jeg syntes måske også, at det var spændende – en hemmelighed var det jo. Dette er noget jeg først har turdet indrømme meget sent, da jeg var flov over, at jeg gik med til det og havde disse spændende tanker. Egentlig burde jeg have syntes, at det var grimt, men min tillid var jo uendelig. Nu tør jeg indrømme det, og nu har jeg tilgivet mig selv for disse tanker.

På trods af at jeg synes, det var spændende påvirkede det mig naturligvis. Jeg begyndte at overfalde køleskabet, som om jeg ville påføre mig et beskyttende lag. Da alle i min familie var glade for mad, og alle havde tendens til at tage på i vægt, var der ingen, der studsede over, at jeg begyndte at tage på. Nu skulle jeg bare til at passe på, slankekure og mad blev en vigtig del af mit liv. Det jeg ikke måtte få at spise og slankemad begyndte at fylde meget. Det beskyttende lag og kampen med mad har jeg kæmpet med lige siden. På trods af perioder, hvor jeg har været pæn slank, har jeg altid i mit hoved være en tyk pige og faktum er, at det er jeg også i dag som en 34-årig.

Da jeg selv var med til at holde incesten skjult, var der ingen, der opdagede noget. Min morfar var bare en kærlig morfar, der tog sig af sit barnebarn. Mit liv formede sig nu sådan, at jeg som 15-årig skulle føle, at jeg var skyld i min morfars død. Han døde af en blodprop, mens han var seksuelt ophidset af at kysse mig og røre ved mig. Jeg troede bare, at han var besvimet, så jeg forsøgte at oplive ham ved at smide vand i hovedet på ham. Det hjalp ikke. Jeg var på ferie hos morfar og mormor, så jeg hentede min mormor og måtte derefter ringe 000 og ambulancen kom. Bagefter måtte jeg ringe hjem til mine forældre for at fortælle, at morfar var så syg, at han måtte hentes af ambulancen. Far ville tage afsted for at hente mig hjem.

Far havde lang vej at køre, inden han kunne være hos mig. I ventetiden, som jeg ikke kan huske, var jeg alene med de tanker, som jeg ikke husker. Dog husker jeg, at mit største problem var, at hans lynlås ikke var lynet op, hvilket jeg dog havde forsøgt på, inden jeg hentede mormor. Han var også våd i ansigtet af vand, og hvordan skulle jeg forklare det? Der var ingen, der havde bemærket det, og jeg var lettet.

I bilen på vej hjem forsøgte jeg at forklare far, at morfar havde kysset lidt, men min far hørte ikke, hvad jeg sagde midt i hans egen bekymring. Min morfar havde før haft blodpropper, og denne skulle så blive den sidste. På hospitalet fik vi at vide, at han var død.

På det tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg var skyld i hans død, hvilket var mere end jeg kunne klare at bære alene. Dagen efter forsøgte jeg at forklare min mor, hvorfor han døde. Jeg fortalte, hvad jeg havde gjort, og hvorfor han var så ophidset. Det jeg ville have væk fra mine tanker var ikke selve incesten, men det at jeg havde forsøgt at genoplive ham.

Endvidere havde jeg brug for at vide, at det ikke var min skyld, at han var ophidset eller at det var ham, der startede. Jeg følte mig også meget skyldbetynget, da jeg jo opfattede mig som skyldig. Samtidig var jeg også lettet, fordi han var væk, for det var blevet til mere end kys, og jeg syntes nu ikke det var så spændende mere.

Min mor hørte og lyttede, og jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket over, at hun syntes, det var synd for mig. Hun troede på mine ord og blev gal på morfar og gav mig en meget kærlig omfavnelse. Midt i hendes sorg ovet at have mistet sin far, tog hun alle mine bekymringer på sine skuldre. Jeg var blevet lettet for al den skyld, jeg bar på og kunne fortsætte min ubekymrede teenagertilværelse.

Min mor spurgte i årene fremover, hvordan jeg havde det med det, der var sket og om jeg led under, hvad jeg havde oplevet. Hver gang nægtede jeg hårdnakket, at det ikke havde påvirket mig, indtil jeg som 28-årig mærkede, at jeg ikke var i stand til at mærke min krop, og at jeg var total ligeglad med den Jeg mærkede, at min overvægt og de mange tanker om mad måske hang sammen med incesten. Jeg startede i terapi, og jeg opdagede, at oplevelsen havde påvirket mig, og at mit liv kunne blive bedre. Jeg er stadig overvægtig, men har et godt liv. Jeg kan snakke om incesten, og jeg har lært mine reaktionsmønster at kende og har lavet om på nogle.Lige nu har jeg en mental skuffe, hvor jeg har min incest i. Der er en fin orden i skuffen, jeg ved, hvad der ligger i den, der ligger ingenting, som forvirrer mig. Lige nu er skuffen lukket, jeg åbner den engang imellem og rydder lidt op. Jeg kommer aldrig helt over incesten og må blive ved med at arbejde med det. Min prioritering er bare at lige nu må det ligge, for jeg har også et liv, der skal leves.

Jeg takker min mor for, at hun var/er som hun er og handlede ligesom hun gjorde den gang og senere. Hvis hun havde reageret og handlet anderledes, ville min skuffe givetvis være meget, meget større og i et stort rod nu.

Jeg er incestoffer, men fik lov til at vokse op uden skyld. Jeg fik ikke ødelagt mit liv, men fik det tilbage. Jeg er heldig at være datter af en rigtig mor

 

 

Fri af familiens lænker

Når jeg tænker på mit liv som barn, tænker jeg på ensomhed, forladthed og voldlige overgreb. Far var børnenes ven så ingen forstod hvorfor jeg altid forsøgte at holde mig væk fra ham. Alle sagde, at jeg var forkert, så jeg holdt mig for mig selv. Fordi jeg var så underlig og sær, blev jeg sendt til psykiatrisk undersøgelse af skolepsykologen. Det blev det ikke bedre af.

Som voksen oplevede jeg ofte, at far og mor forsøgte at styre mit liv. Jeg blev kritiseret for opdragelsen af egne børn, og for små og store valg jeg gjorde i livet. Mine forældre accepterede ikke mine grænser. Sagde jeg fra havde det ingen virkning, udover at de betragtede mig som hysterisk. Når mine børn bad om noget, hvor jeg svarede nej, ændrede mine forældre straks dette til et ja. Far og mor kunne også finde på at tage ind i mit hjem, når jeg ikke var hjemme for at rydde op, gøre rent eller vaske tøj. En hjælpsomhed som jeg aldeles ikke havde brug for eller ønskede. Jeg følte, at de klistrede sig til mit liv og at jeg skulle både være taknemmelig og afhængig.

 

For et par år siden startede jeg i et samtaleforløb ved en psykolog. At skulle tale om min baggrund samtidig med jeg ofte skulle se min fars englefjæs duede ikke. Jeg orkede ikke at bære maske på overfor familien, og jeg orkede heller ikke at sidde i samtalerummet og føle, at far var til stede med sit “uskyldige” væsen og rene engleansigt.

Uden at rådføre mig med nogen eller tale med psykologen sendte jeg et brev til mine forældre. Dette var min kamp alene, og andres meninger ville blot gøre det hele mere kompliceret.

I brevet fortalte jeg, at jeg indtil videre ønskede at holde pause i kontakten, da jeg var i gang med et samtaleforløb. Jeg havde brug for både ro og afstand, når jeg skulle bearbejde ensomhed, svigt og incest. Egentlig var det et meget afklaret brev, hvor jeg blot bad om tid, ro og fred til at bearbejde det, der var nødvendigt.

Selvfølgelig havde jeg dem i telefonen ret hurtigt. De kunne ikke begribe mit valg og troede, at jeg allerede havde fortrudt. De havde talt med mine søskende om brevet og spurgt, om de havde kendskab til incest i vor familie. De havde hævdet, at de aldrig havde oplevet eller set incest i vores hjem. Jeg stod fast og sagde, at jeg som barn har kunnet se og mærke, hvad der foregik og hvis mor ikke havde observeret noget, måtte hun have været blind.

Senere ringede mine søskende på skift. Den ene ville have, at jeg trak det hele i mig igen og at jeg sagde undskyld til far og mor. Den anden sagde, at jeg var hensynsløs og ligeglad med familien. Selv om jeg forklarede at det kun var vores forældre, jeg ønskede at bryde kontakten med, valgte mine søskende at stå på fars og mors side og ønskede ikke kontakt med mig. Senere har jeg hørt, at min brors alkoholproblem er accelereret voldsomt og at min søster har været så oftesyg, at hun har mistet sit job. Hvis de blot ville bearbejde sandheden om barndommens glansbillede, kunne de begge have det anderledes.

Siden jeg tog skridtet og skrev brevet føler jeg, at jeg har fået et nyt liv forærende. En byrde og et åg er taget fra mine skuldre. Jeg er fri til at leve. Jeg er befriet fra mine forældres lænker. Jeg er Nanna – jeg er mig selv og jeg kan sagtens styre mit liv og tage mine egne beslutninger. Jeg lever og livet er godt at leve.

Nanna

 

Udstødt

Da jeg valgte at fortælle min familie om incesten, fik det for mit vedkommede uanede konsekvenser. Egentlig havde jeg ikke tænkt at fortælle om overgrebene. Det var jo alligevel umuligt at ændre på det, der var sket. Det var blot så frustrerende at jeg sled med angst, destruktion, livslede og fortvivlelse samtidig med at min far solede sig i beundring som den gode far. Det blev bare for meget.

Jeg valgte at være ærlig og fortælle om incesten. Jeg forklarede sågar at de ting, jeg sled med i mit liv, var følgevirkninger af overgrebene. I første omgang vakte det forvirring og chock men også en spirende forståelse. Denne forståelse kunne nemt medføre varme og omsorg fornemmede jeg. I første omgang bad familien om nogle dage at sunde sig i, så disse ting kunne bundfældes og de bedre kunne forholde sig til at håndtere tingene. Jeg følte stor glæde indeni, for jeg var blevet hørt og troet på, og nu ville jeg få en anden tilgang til familien og jeg kunne dele min smerte med nogen.

Sådan gik det aldeles ikke. I stedet for fik jeg læst teksten godt og grundigt. Der var åbenbaret blevet holdt dommedag i mit liv. I hvert fald var der ren besked. Jeg var en person, der digtede historier for at gøre mig interessant. Jeg havde altid været anderledes og forkert. Jeg var en løgner. Jeg var helt igennem en ond person. De betragtede mig som et farligt menneske, og de ønskede absolut ingen kontakt med mig mere. I øvrigt overvejede min far om han skulle anmelde mig for injurier.

Det var grusomt. Min drøm om at blive troet på, at blive støttet og få oprejsning brast, på et øjeblik. Udover at være blevet svigtet og misbrugt var jeg nu også blevet forkastet og kasseret. Jeg havde ingen rødder mere. Min historie og min slægt var væk. Det var så rædselsfuldt at erkende, at jeg som person havde så lidt værdi, at jeg i et nu blev sparket ud af familien. Hårdt var det også et opleve at mine børn mistede hele slægten på deres mors side. For dem var det slut med ferier, hyggesnak i telefonen, familiesammenkomster og uddeling af skolefotos. At jeg blev straffet for at fortælle hemmeligheden var forståeligt, men at mine børn måtte bære med på denne straf, var hårdt. Også de mistede deres rødder, historie og aner.

Inden jeg fortalte familien om incesten, havde jeg lidt meget af skyld og skam følelser. Jeg troede, at det at jeg placerede ansvaret hos min far, ville frigøre mig fra skammen og skylden. Den straffeekspedition, som jeg blev udsat for forstærkede skyld og skam følelserne, med flere hundrede procent. Alt omkring incesten var og blev min skyld. Jeg var så skyldig, at ingen i slægten kunne udholde mig. Jeg blev betragtet som ikke eksisterende, som en, der var død.

Det er nu flere år siden, at dette skete. Tiden heler og tiden læger. Der har været stunder, der har været svære at komme levende igennem. Sorte, destruktive tanker har jeg kæmpet med. Min styrke og vilje til livet har sejret. Ved hjælp af terapisamtaler har jeg erkendt, at livet lever i mig selv om slægten betragter mig som død.

Set i bakspejlet ved jeg ikke, om jeg ville have handlet anderledes. Måske ville jeg gennem samtaleforløb have arbejdet med at blive stærkere inden selve konfrontationen. En ting ved jeg med sikkerhed: Selve incesten var næsten som vand i forhold til smerten ved at blive kasseret og udstødt af fælleskab og slægt. Jeg kan godt forstå de mennesker, der trækker ordene og den store hemmelighed i land igen, fordi den angst, skyld og skam, man står i som udstødt og alene, er ganske ubærlig.

I dag har jeg et godt liv med mange lyse oplevelser. Der er ro i mit sind. Livsglæde, optimisme og power er det, der fylder hos mig. Jeg er stolt over at have overlevet omsorgssvigt, incest, udstødelse og “udslettelse”. Jeg kæmpede mig igennem og vandt over alt det onde. Sejeren er min – livet er mit, og jeg er en figther.

Trine

 

Hvordan bruger du analkugler?

Hej.

Mit navn er Lisbeth. Jeg elsker at bruge mine analkugler og gør det med glæde lige så tit jeg kan komme til det. Men jeg har i den seneste tid undret mig en smule over hvordan det egentligt er jeg bruger dem.

For jeg bruger dem egentligt ikke bare som nydelses kugler eller men samtidig som en form for bækkenbundskugler/elskovskugler til mit anus. Deraf også ordet analkugler.

Jeg begyndte på dette for omtrent 2 år siden efter jeg havde bladret internettet igennem for en mindre guide og fandt denne lille guide til de 10 bedste analkugler her. Den synes jeg også du skal tage et kig på, hvis du skulle have interesse i at prøve at stimulere anus med kugler, også kaldes beads.

Du vil nok bruge dem som forspil til analsex med kæresten, eller som ekstra tilbehør til onani med dig selv. Med dette skal analkugler bestemt ikke forståes som kønspecifikke, men derimod er det for alt i verden et allemandseje. Uagtet om du er homosexuel, heterosexuel, kvinde, mand, transsexuel eller noget helt andet så er det min varmeste anbefaling at give disse fantastiske kugler et forsøg.

Jeg er sikker på at du vil finde det som en interessant oplevelse. Om ikke andet vil selve spændingen ved at prøve noget nyt sikkert gøre oplevelsen både uforglemmelig og dejlig for dig og en potentiel heldig partner.

Jeg ved hvertfald at min første oplevelse ikke nødvendigvis bar præg af at jeg syntes analkuglerne i sig selv var enormt stimulerende (måske fordi jeg havde valgt de forkerte, hvem ved) men at det at min partner og jeg bevægede os ud på ukendt terræn. At vi sammen udfordrede vores grænser og lærte hinanden bedre at kende var enormt frækt og pirrende oplevelse og det gjorde nok at jeg fremadrettet er blevet mere end gennemsnitligt glad for at gå rundt med en indført analkugle.

Mit barn blev misbrugt af min far

Jeg er blevet opfordret om jeg ville beskrive mine oplevelser – handlinger overfor min datter, i de sekunder og minutter hun kom og fortalte, om min egen fars gentagne overgreb på hende.

Det er meget svært for mig at genopleve og beskrive det. Men kan det påvirke andre mødre, til at tro deres børn i samme sekund de viser en antydning, eller et spinkelt forsøg på at fortælle noget i den retning, – at åbne alle kanaler for at lytte. Hjælpe dette barn i nogle frygtelige ensomme stunder med skyldfølelse – dårligt selvværd destruktive tanker og meget mere. At befri dette misbrugte barn for disse tunge ting og give barnet mulighed for at leve et normalt voksenliv.

Jeg kan bebrejde mig selv at jeg ikke kunne se tegn eller lignende, før hun selv kom og fortalte om det da det havde stået på i to år. Måske var det fordi min far stod for det “rigtige” -mine grundelementer for ærlighed og næstekærlighed. Hvordan kunne han snyde mig, hvordan kunne han udnytte det bedste i mit liv? Mit barn.-

 

Min datter har altid været på ferie hos mine forældre fra hun var helt lille og de havde altid været “Rigtige” besteforældre. En påske hvor min datter var 15 år skulle hun igen holde nogle feriedage hos dem. Jeg blev pludselig ringet op at min far var indlagt på sygehuset og at det var alvorligt. Min mand hentede vores pige hjem og om aften vi den triste medelese at min fader var død. Jeg elskede min far så min verden brød nesten sammen.

Næste dag ved middagstid kom min datter og ville fortælle mig noget. Jeg lyttede stille og roligt, og fra en dyb sorg – væltede nu en kæmpe vrede og enorm fortvivlese samt en stærk ømhedsfølelse for mit barn. Hvad skulle jeg gøre andet end at tro hende et hundrede procent Jeg måtte redde hende ud af dette dilemma, trøste hende, forstå hende og lytte til hende. Jeg måtte løfte skyldbyrden fra hende, og give hende trygheden tilbage. Min pige troede at hun var skyld i dødsfaldet, da morfar blev dårligt medens overgrebet stod på.

Dette er meget svært og nu tyve år efter fatter jeg ikke at han kunne gøre det. Kan jeg nogensinde tilgive min far at han misbrugte mit barn? Det kan jo aldrig være ugjort i min datters sind. Jeg tabte min far og jeg mistede tilliden, men for mig var det vigtigst at støtte og redde min datter.

I dag har jeg en voksen datter som har fine livsværdier og som er glad og harmonisk på trods af de overgreb der fandt sted i hendes mest følelsesmæssige alder.