Snart 17 måneder gammel – hvad kan jeg nu?

Silke fylder om et par dage 17 måneder gammel – og vi har 3 ugers ferie i øjeblikket. Derfor har jeg sat mig for at hun nu skal lære at spise med ske selv. Det vil nemlig lette vores morgener betydeligt at hun selv kan spise sin morgenmad, og det burde vi kunne nå at lære på 3 uger. Vi har heller ikke tid til at lade hende lære det på hverdagene, fordi det af gode grunde sviner ret meget, når man skal lære sådan noget. Så derfor klarer vi det her i ferien – og indtil videre går det (efter omstændighederne) rigtigt godt. Ja, det sviner, men hun begynder at forstå systemet i det med at bruge en ske

Vi går stadig og venter på, at der kommer et lidt mere forståeligt sprog ud af hende. Hun kan sige mange forskellige små-ord, men ikke noget sammenhængende. Hun spørger tit “a’ det?” – men hun gentager ikke ordene, når vi fortæller hende det. Jeg indrømmer gerne, at jeg så småt er ved at være lidt utålmodig. Denne fase har vi været i de sidste 2-3 måneders tid, og nu vil jeg altså gerne snart have lidt ord ud af munden på hende. Vi lærte hende dog at sige bøf den anden aften…

Silke er blevet storesøster

3. juni blev Silke storesøster. Det var en fornøjelse at sætte sig ind i bilen kl. halv 3 tirsdag morgen for at køre Silke ned til pasning hos bedstemor og bedstefar, samtidig med at mor sad med veer på forsædet. Allerede da Silke blev vækket af farmand, var hun ét stort smil, som om hun vidste, hvad der var ved at ske. Og endnu bedre var det, da vi kørte ind i boligområdet, hvor bedstemor og bedstefar bor – Silke kunne ikke vente med at komme ud af sin autostol, så meget glædede hun sig!

Tirsdag aften kom Silke hjem igen ved 6-tiden, og hun var lidt betuttet ved den nye situation. Vi pressede hende overhovedet ikke, men introducerede hende selvfølgelig til Viktor. Det er i dag 2 dage siden, og hun nærmer sig lige så stille sin lillebror – men hun er stadig ikke tryg ved situationen. Jeg er dog sikker på, at det ændrer sig hurtigt i løbet af de næste par dage…

Men hold da op, hvor bliver ens lille pige pludselig en meget stor pige at se på, når man står med en nyfødt i sine arme. Hun er pludselig ikke en baby, men et BARN.

Snart 14 måneder – og nu helt selv-gående

Om en uges tid fylder jeg 14 måneder, og jeg går nu 100% selv uden hjælp. Det er faktisk så sjovt at gå, at jeg slet ikke kravler længere. Mor og far synes udviklingen er gået utrolig stærkt, og sommetider bliver de nødt til at LØBE efter mig, fordi jeg smutter alt for hurtigt væk fra dem.

Derudover er jeg også ved at få min 9. tand – far opdagede den for et par uger siden, hvor han sagde til mor, at jeg vist nok var ved at få en kindtand, men det kunne mor ikke mærke, når hun stak fingeren ind i munden, så jeg tror bare, at hun troede, at far havde taget fejl… men for en uges tid siden opdagede mor den også… Så mit gebis er hoppet over hjørnetænderne og gået direkte til kindtænderne…

Næsten 13 måneder og jeg kan gå selv

Min far holdt ferie sammen med mig i denne uge, og det valgte jeg at belønne ham med at begynde at gå 100 % selv! Jeg tager med glæde 10-20 skridt (og sommetider mere), før jeg falder sammen på gulvet for at kravle videre. Min mor og far er så stolte af mig, hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg gør jo bare, hvad de gør..

Ellers sker der ikke det vilde – far har fødselsdag om en uge, og han fylder 30 år gammel. Mon han levede dengang dinosaurerne levede?

Jeg troede på ham. Jeg var jo bare et barn.

 

Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede resten af dagen. Men det gjorde jeg. Jeg fortrængte det, som var sket. Undgik fuldstændig min onkel.

Jeg kan dog huske, at da vi kom op på kroen, hvor festen skulle holdes, så tissede jeg simpelt hen i bukserne. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg fik skæld ud, og min far måtte køre hjem efter et par tørre trusser og en ny kjole. Den anden var blevet våd. Og jeg har ikke haft den kjole på siden. Jeg ville ikke have den på. Jeg hadede den. Alle de onde og smertefulde minder hang ligesom sammen med den kjole. Om det var en nøje overvejet handling, ved jeg ikke. Men jeg slap for at have den forbandede kjole på.

 

Jeg forsøgte at fortrænge oplevelsen. Men det lykkedes ikke helt. Jeg forsøgte også at undgå enhver kontakt med min onkel. Jeg hylede og skreg, hver gang mine forældre nævnede, at jeg da kunne komme med min onkel ud og køre en tur. Jeg nægtede og skabte mig som en gal. Jeg ville simpelt hen ikke være alene med ham. Jeg kunne dog ikke helt undgå nogle situationer, hvor han ligesom trængte mig op i en krog. Og jeg kunne ikke undgå hans hænder på min krop. Han voldtog mig dog kun den ene gang. Men det er i mine øjne også nok. Mere end nok at han forcerede sig på mig med sexlegetøj til mænd flere gange.

 

På et tidspunkt kunne jeg ikke rigtig holde denne frygtelige hemmelighed for mig selv, og jeg fortalte det til nogle af mine pige-legekammerater. De grinede af mig og sagde, at jeg løj. Jeg nægtede. Jeg løj ikke. Den ene af pigerne sagde så, at hvis det var sandt, hvad jeg sagde, så skulle jeg da sige det til min mor. For sådan noget var forkert. Fornuftigt pigebarn.

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før jeg fik samlet det nødvendige mod til at fortælle det til min mor. Jeg husker den dag i dag tydeligt, hvordan hun stod ved håndvasken i køkkenet. Jeg stod ved siden af og så på, at hun skrællede kartofler. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, før jeg sagde til hende, at onkel Brian gjorde ting ved mig, som jeg ikke brød mig om, og at han havde gjort noget ved mig, som gjorde ondt og var forkert. Om hun egentlig lige på et tidspunkt forstod, hvad jeg egentlig hentydede til, ved jeg ikke helt præcist. Men hun blev fuldstændig hvid i hovedet og stirrede på mig i nogle årelange sekunder, før hun sagde: “Sådan noget må du ikke gå og sige!”

 

Andet sagde hun ikke. Og jeg klappede i som en østers. Instinktivt forstod jeg, at jeg havde sagt noget forkert, og som det barn jeg var, kædede jeg det sammen med det, min onkel havde sagt. Det var min skyld. Min mor fik mig – måske ubevidst – til at føle mig som den skyldige i det hele.

 

Hvad hun så har sagt til min far, ved jeg ikke, og jeg får det aldrig at vide. Men jeg fik nok jordens største røvfuld, da han kom hjem. Han sagde ikke ét ord. Han kom bare ind på mit værelse, tog mig hårdt i den ene arm, rykkede mig op fra gulvet og gav mig en røvfuld. Jeg sagde ikke en lyd, men tårerne vældede op i mine øjne. Jeg havde gjort noget forkert…

 

Jeg har aldrig siden nævnt det overfor nogen i min familie. Det var jo MIG, som havde gjort noget forkert. Så hvorfor skilte med det?

 

Jeg gik med alt det her indeni mig i mange år. Var skræmt fra vid og sans, hver gang jeg skulle være i stue med min onkel. Han tog altid på mig ved enhver given lejlighed. Han kiggede på mig med det her mærkelige blik, som jeg ikke helt kunne tyde. Men jeg kunne ikke lide det blik.

 

Jeg fik først en smule fred i sjælen, da Allan kom ind i mit liv. Vi havde været kærester i ½ år, før jeg fortalte ham om min onkel. Og han troede på mig. Det var befriende. Allan fortalte, at han da havde lagt mærke til, at jeg blev en helt anden, når jeg var i rum med min onkel. Febrilsk. Usikker. Skræmt.

 

Fra den dag følte jeg en let indre ro. Allan skærmede mig imod min onkel. Han sørgede for, at jeg aldrig nogensinde var alene i et rum med ham. At jeg aldrig var alene hjemme i flere dage ad gangen, når mine forældre var ude og rejse. For første gang i mange år var jeg ikke alene. For første gang i mange år kunne jeg slappe lidt mere af til familie-komsammen.

 

Jeg faldt dog først helt til ro et års tid efter, at jeg var flyttet hjemmefra. Da jeg flyttede indskærpede jeg meget kraftigt mine forældre, at de ikke skulle fortælle min onkel noget som helst om, hvor jeg boede henne. Det accepterede de. Jeg ville ikke risikere, at min onkel pludselig dukkede op, mens jeg var alene hjemme. Det ville jeg simpelt hen ikke kunne klare.

 

Efter et par års fred troede jeg endelig, at jeg havde lagt det hele bag mig. Jeg havde ikke glemt det, og jeg kunne heller ikke tilgive. Men jeg havde lært at leve med det. Acceptere tingenes tilstand. Jeg mente, at det var ude af mit system. Nu kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg stadig har en masse hæmninger, en masse mistillid tilbage. At jeg ikke var fuldstændig helet i min sjæl.

 

Et barn ødelægges

 

Det er svært at vide præcis, hvor man skal starte. Jeg aner det heller ikke. Jeg kan ikke huske så mange ting fra min barndom. Jeg husker dog, at den for et meste var ganske udmærket. For det meste. For selvfølgelig var der ting, som ikke var sjove. Ting, som var med til at forme mig og gøre mig til den person, som jeg er i dag. Nu kan jeg godt se, at jeg var et utroligt privilegeret barn. Jeg var højt elsket i min familie og sikkert også en bundforkælet møgunge. Hvorfor mine forældre forgudede mig sådan, har jeg aldrig rigtig forstået. Før nu. Da nogle af min families “skeletter” kom ud af skabet.

 

Jeg kan jo starte der, hvor jeg mener, at jeg mødte den første alvorlige udfordring i mit liv. Eller er det forkert at kalde det en udfordring? En oplevelse er heller ikke det rette ord. Der findes vel i bund og grund ikke et “rette ord” for det, som skete med mig. Det fik en alvorlig indflydelse på mit liv i mange år, og det har stadig en stor indflydelse på mit liv.

 

Dagen står stadig meget tydeligt for mig. Det var min storesøsters konfirmationsdag. Hun var en utrolig pæn, slank pige. Jeg misundte hende, men jeg hadede hende også, for det virkede egentlig aldrig, som om hun overhovedet brød sig om mig. Jeg var vist bare en klods om benet på min 7½ år ældre søster. En irriterende, forkælet møgunge.

 

Jeg var på det tidspunkt godt og vel 6½ år gammel. Jeg var glad. Der var fest. Og det var selvfølgelig en mulighed for mig for at gøre mig bemærket. En vane jeg åbenbart havde – og nok stadig har. Jeg spurtede rundt og forsøgte at være alle vegne hele tiden. Jeg var blevet iført en lang kjole, som jeg var meget glad for. Jeg syntes selv, at jeg var pæn i den kjole. Jeg var stolt.

 

Sidst på formiddagen skulle min familie så i kirke. På det tidspunkt var det meste af familien forsamlet i vores hus. De fleste ville da op og se Jannie blive konfirmeret. Hun var jo en sød og populær pige.

 

Jeg ville ikke med. Jeg kan huske, at jeg blev spurgt, men jeg sagde nej. Jeg hadede at komme i kirke. Det var så kedeligt. Og man skulle hele tiden være så stille. Så jeg ville blive hjemme. Jeg tror, at mine forældre var vældig tilfredse og lettede over min beslutning om at blive hjemme. Så skulle de ikke koncentrere sig om at få mig til at sidde stille og holde mund!

 

Jeg blev altså hjemme. Ikke alene, selvfølgelig. Min onkel – som er min mors lillebror – skulle blive hjemme og passe mig og tage imod eventuelle gaver. Jeg kan huske, at jeg ikke havde noget imod min onkel. Jeg var ikke ovenud glad for ham. Jeg syntes, at han var så underlig. Stille og tilbageholdende. Og så kiggede han altid mærkeligt på mig. Det lagde jeg selvfølgelig ikke det store i den gang. Hvad pokker. Han var jo bare en stor teenager på 16 år!

 

Min familie tog af sted til kirken. Jeg trissede lige så stille rundt derhjemme og lavede egentlig ikke rigtig noget. På et tidspunkt gik min onkel ud på vores gæstetoilet for at tisse. Han lod døren stå på vid gab, og nysgerrig, som jeg var, skulle jeg jo lige hen og se, hvad han lavede. Meget uskyldigt. Jeg var trods alt kun et barn.

 

“Sikke en stor tissemand du har,” udbrød jeg. Det fløj simpelt hen bare ud af munden på mig. Havde jeg bare vidst…

 

Han kiggede så underligt på mig, og jeg stod bare der i døren – nærmest naglet til gulvet. Jeg kunne simpelt hen ikke flytte mig. Hans blik gjorde mig stiv af skræk. Alt i mig skreg, at jeg havde dummet mig, og at jeg skulle skynde mig væk. Men jeg kunne simpelt hen ikke røre mig ud af stedet. Jeg stod bare der og nærmest ventede på hans næste træk.

 

Han blev færdig, men han lynede ikke sine bukser op. Han vendte sig bare om imod mig og sagde, at jeg skulle komme ud til ham. Dumme mig. Jeg adlød. Jeg var som i trance. Dybt indeni mig vidste jeg godt, hvad der skulle ske, men jeg nægtede simpelt hen at tro det.

 

Han bad mig om at lægge mig på gulvet. Jeg adlød. Kiggede op på ham. Jeg kunne simpelt hen ikke tro, at det her skete for mig. Han rykkede min kjole op og rykkede mine trusser af. Jeg stirrede bare på ham. Jeg ville protestere. Bede ham lade være. Men det sad bare fast i halsen på mig. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg lod det bare ske.

 

Han bad mig sprede benene, og da jeg ikke gjorde det tilfredsstillende nok, lagde han mine ben, som han ville have dem. Jeg kiggede ikke længere på ham. Jeg vendte hovedet og lå og kiggede ind i væggen. Jeg havde lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Jeg var fuldstændig lammet i hele kroppen. Jeg havde ingen vilje længere. Mit indre var et stort kaos, imens han trængte ind i mig. Jeg har aldrig følt så stor en smerte. Den fyldte hele min krop. Den var både fysisk og psykisk. Jeg har aldrig oplevet en smerte siden hen i mit liv, som havde den samme virkning på mig. Alligevel sagde jeg ikke en lyd. Jeg skar ikke engang en grimasse. Jeg var fuldstændig passiv. Tom.

 

Pludselig ringede det på døren. Min onkel trak sig ud af mig, trak bukserne op og forlod mig. Stille og roligt satte jeg mig op, fandt mine trusser og trak dem på igen. Jeg rejste mig fra det kolde flisegulv – som jeg ikke havde bemærket kulden fra før nu – og forlod toilettet. Min onkel stod i den åbne dør og modtog en gave, og da jeg forlod toilettet vendte han sig om og kiggede underligt på mig. Som om jeg havde gjort noget forkert. Udenfor på trappen stod én af naboernes sønner – en god legekammerat – og han kiggede meget underligt på mig. Den dag i dag tænker jeg tit på, hvad han egentlig tænkte, da han så mig den dag. Hvad kunne han læse i mit ansigt, og hvor meget forstod han? Jeg ved det ikke den dag i dag, og jeg finder nok aldrig nogensinde ud af det.

 

Min onkel lukkede døren, lagde gaven ind på gavebordet, hvorefter han igen gik ud på toilettet. Han kaldte på mig derude fra. Jeg gik hen, så jeg på sikker afstand kunne se ham. Han stod i døren. Han bad mig komme ud til ham igen. Pludselig kom al min kampgejst op i mig igen. Jeg stampede i gulvet og nægtede. Jeg VILLE simpelt hen ikke.

 

Min stædighed og vrede har åbenbart fået ham på bedre tanker, for han opgav. Jeg husker dog, at han tog hårdt fat i mig, ruskede mig og sagde, at jeg ALDRIG nogensinde måtte fortælle det til nogen, for så ville de alle sammen blive sure på mig. For det var nemlig MIN skyld.

 

 

Under overfladen

Handlingen i filmen kort fortalt:

“Festen” er en film, hvor handlingen er bygget op omkring konfrontationen af det seksuelle misbrug. I store træk handler den om den unge mand Christian, der til sin fars 60-års fødselsdag i sin tale fortæller om faderens overgreb på ham selv og tvillingsøsteren Linda.

Det medfører undren, forvirring og vantro hos de tilstedeværende, også hos faderen. Søsteren Helene rejser sig kort efter op og siger, at Christians ord skal man ikke tage alvorligt.

Christian fremfører sandheden igen ved at udbringe en skål for for den mand, der dræbte hans tvillingsøster, for manden, der er en morder, – hans far. Der går en bølge af chock gennem lokalet, og alle er tilsyneladende pinligt berørte. Toastmasteren foreslår en rygepause. Faderen bruger pausen til at foreholde Christian, at han altid har været en forkvaklet sjæl, som altid har været optaget af sig selv og sit syge sind. Moderen ønsker ikke at se Christian mere, men faderen synes, at Christian skal blive siddende og mærke, hvordan det føles at spytte sin familie i ansigtet.

Ved hovedretten rejser moderen sig op og holder en glødende tale for faderen. Hun fremfører, at Christian som barn havde en livlig fantasi og havde svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. At Christian finder på denne historie er for meget, og hun forlanger, at han skal rejse sig op og give faderen en undskyldning. Efter en lang, pinlig tavshed rejser Christian sig op og siger undskyld, fordi moderen engang kom ind på kontoret og så, hvad det foregik og undskyld for, at hun blot gik.

Lillebroderen Michael, en onkel og nogle andre gæster bliver så rasende over, at han bliver ved med sit vås, at de med magt smider Christian på porten. Christian vender straks tilbage for at fortsætte sin tale og de samme folk hiver ham ud igen. Denne gang bliver han tævet og bundet fast til et træ i skoven. Han skal i hvert fald ikke ind igen og forstyrre selskabet med grimme hemmeligheder.

Ved en tilfældighed dukker et afskedbrev op fra Linda, tvillingsøsteren, der kort forinden festen begik selvmord. Alle i lokalet tror, at det er et festligt og sjovt brev og aner ikke, at det er Lindas afskedsbrev. Brevet bliver læst op og så kommer sandheden frem. Hun kunne ikke klare mere, fordi faderens overgreb også opsøgte hende i nattens mareridt. Hun måtte væk. Bagefter forsøger faderen at glatte ud ved at foreslå, at glassene bliver fyldt op, så man kan skåle. Alle er naglet fast til deres pladser, ingen foretager sig noget og ingen siger noget, ingen løfter glas for at skåle. Christian der under oplæsningen af brevet kom tilbage til selskabet, spørger til sidst sin fader hvorfor han gjorde det. “I var ikke mere værd” siger faderen hadefuldt. Han forlader selskabet efterfulgt af moderen.

Senere bliver lillebroderen Michael så fortvilvlet og fyldt af raseri, at han overfalder faderen og slår ham fordærvet.

Næste morgen samles alle gæsterne til morgenbord. Faderen og moderen kommer også til. Faderen rejser sig op og holder en tale, hvori han vedgår, at han har handlet utilgivligt overfor sine børn. Han udtrykker forståelse for at det er sidste gang, han ser sine gæster. Han er fuldt ud klar over, at ingen ønsker at have mere med ham at gøre. Det er tydligt at han erkender sine handlinger og sin ugerning.

Da faderen er færdig med talen, beder Michael, den yngste søn, ham om at forlade lokalet så de kan få spist færdig. Faderen nikker og forlader selskabet som en udstødt, hvilket for ham er en helt naturlig konsekvens, af det der er sket.

Under overfladen

Mange seksuelt misbrugte har oplevet voldsomme reaktioner fra familiens side, når hemmeligheden blev brudt. Filmen “Festen” går under overfladen på en ganske almindelig familie. Konfrontationen sker og reaktionen udebliver ikke. På lærredet blændes der op for et drama. Et drama der er som hentet fra de misbrugtes verden. Hvad Christian oplevede i filmen, er vi mange, der har olevet udenfor lærredet. Sammen med Christian har vi i biografen været lammet, fortvivlet, grædt og til sidst jublet.

De seksuelt misbrugte

Denne film beskriver de misbrugtes virkelighed. Et incestoffer, der konfrontrerer sin familie med bardommens rædsler står ofte over for de reaktionsfaser, som filmen viser. Disse faser er: a) forvirring/vantro b) benægtelse c) skyld d) utroværdighed e) vrede f) udstødelse.

Forvirring/Vantro

At fortælle familien om krænkelserne medfører i første omgang forvirring og undren. Hele familiens billede af krænkeren bliver ændret totalt, og familien skal se den misbrugte, krænkeren, samt familiens “ære” fra en ny synsvinkel. Det er for krævende og ofte står man af, og lader som om ordene aldrig er blevet sagt. Alt bliver ved det gamle. I filmen fortsatte festen, som om Christian aldrig havde konfronteret slægten med de seksuelle overgreb.

Benægtelse

En krænker, der bliver konfronteret med det hemmeligholdte, lader ofte som om han ikke aner, hvad der tales om. Faktisk kan han i al sin uskyldighed få ondt af, at offeret er så syg, at hun kommer med disse vanvidshistorier. Offeret er psykisk syg og må hjælpes, kan han hævde. Ofte oplever offeret, at søskende benægter, at overgreb har fundet sted i familien, så den person, der viser mod til opgør, bliver ladt i stikken uden opbakning. I filmen kendte Helene sandheden om overgrebene, alligevel rejser hun sig op og siger, at man ikke skal regne med broderens ord, det er ikke rigtigt, og hun skulle være den første til at vide det. Hun er parat til at ofre sin broder for at bevare billedet af den gode far. Utallige overgrebsofre har oplevet lignende situationer.

Skyld

Ofte er det sådan at et offer, der konfronterer familien om overgrebene får skyld for at knuse familien. Man får foreholdt alle de fejl, man har begået op gennem årene. Når man er i besiddelse af så mange fiaskoer og dumheder, har man ingen ret til at komme frem med en så tåbelig historie. Det bliver påpeget at man er egoistisk, hensynsløs, hævngerrig mv. Nogle får også at vide, at hvis de ikke tier, kan de forvolde svagelige familiemedlemmers død. Bliver nogle syge er det offerets skyld og ansvar. I Christians tilfælde får han at vide af sin far, at han kaster spot på den famlie der altid har villet ham det godt, og at han spytter sin familie i ansigtet. Det er Christian der er familiens ødelægger og syndebuk i denne situation. Faderen er stadig uskyldsren.

Utroværdighed

I filmen rejser moderen sig op og taler for faderen. Hun fortæller om Christians store fantasi som barn, og at han digtede utallige historier op. På en varm og tilgivende måde beretter hun om Christian, der ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi, og hun nævner også eksemler. Hun gør ham utroværdig, dette til trods for, at hun kender sandheden. Mange incestofre har oplevet mødre, der stillede spørgsmåltegn ved ofrets troværdighed. At blive valgt fra til fordel for krænkeren og stemplet som forkert og utroværdig af moderen har været mange ofres lod. Et ubæreligt svigt. Christian i filmen blev allerede som barn svigtet af sin mor, og nu som voksen bliver han igen svigtet. Han er igen følelsesmæssig og psykisk forladt af sin mor.

Vrede

Et incestoffer, der fastholder, at det hun har fortalt er sandt, vil møde vrede fra familien. Familien har måske forsøgt på at få offeret til at trække i land igen eller gøre det sagte til løgn. Men stædigheden står fast. Herved går det op for familien, at historien kan komme ud blandt andre, så familien kan tabe ansigt. Maskerne vil falde, og billede af den gode kernefamilie vil blive slået itu. Familien ønsker ikke dette og betragter derfor med vrede ofret som en farlig person, der ødelægger slægten med sine løgnehistorier. I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved krænkeren vendes raseriet mod offeret, som er i færd med at puffe krænkeren ned af pidestalen og som med sin fremfærd våger at sætte spørgsmålstegn ved barndommens lykke og kernefamiliens fuldkommenhed. I filmen bliver lillebroderen rasende på Christian og påstår, at han er for langt ude. Vreden bliver så stor at Christian bliver smidt ud af huset.

Udstødelse

Mange, der er gået til familien for at fortælle om de traumatiske oplevelser, har istedet for at blive mødt med forståelse, oplevet trussel om udstødelse. Den totale ensomhed uden slægtninge er så fortvivlende og angstskabende, at der er set eksempler på incestofre, der trækker beskyldningerne i land igen. At leve forladt og svigtet udenfor familien og ude i kulden gør så ondt, at ofret er villigt til alt for at få del i fællesskabet og komme ind i varmen igen. I filmen stødte moderen Christian ud både i tale og i handling. Knægten blev gal og sagde nogle sandheder hvilket medførte, at han blev udstødt af slægtens midte. For at ungå risikoen for at han ville forstyrre festen med flere uhyrligheder, blev han bundet fast til et træ ude i skoven. Sandheden medførte en ydmygende udstødelse.

Filmens verden

De fleste seksuelt misbrugte oplever de overnævnte faser i forbindelse med konfrontation. Gud ske lov skånes flere og flere nu for selve udstødelsen (de går selv). Hvis krænker nægter, og ingen søskende eller mor er villig til at støtte sandheden, står ofret tilbage som svigtet, utroværdig, hævngerrig osv.. I filmen vender historien 180 grader. Den døde tvilligsøsters afskedsbrev bliver helt tilfældig lagt frem som om det er en hilsen, der skal læses op til festdeltagerne. Brevet bliver læst op og alt, hvad der står understøtter Christians ord. Det er som om en engel er gået igennem lokalet. Nu går det op for alle at Christian fortalte sandheden, og at de sidder til bords med en krænker. Sandheden lammer. Det er en oprejsning af rang han får her. Fra at være løgneren, den forkerte, den utroværdige, bliver han sandhedstaleren.

Krænkers ansvar

Den seksuelt misbrugte har fortjent at få den oprejsning, at krænkeren vedgår sine handlinger og påtager sig det fulde ansvar. En beklagelse og undskyldning er heller ikke af vejen. Det er sjældent, at et offer oplever dette og når det sker, forløses en tung byrde og offret bliver sat fri til at begive sig ud i livet. Dette fantastiske sker i filmen, hvor faderen vedgår, at han har opført sig utilgiveligt overfor sine børn. Christian bliver frigjort fra fortidens skygge og er nu parat til at fri til den pige han holder af. Livet kan nu leves.

Virkeligheden

Virkeligheden er hård. Den indeholder ikke breve, der dukker op som et mirakel, eller en krænker der indrømmer sin skyld. Trods det er det netop det, der gør filmen så herligt for os seksuelt misbrugte. Endelig oplever vi, at sandheden kommer for en dag og retfærdigheden sejrer. Når filmen kommer på video, vil jeg se den igen. Gang på gang vil jeg se det afsnit, hvor Christians far vedgår, at han har begået overgrebene. Så vil jeg fælde en tåre og glæde mig over, at der findes seksuelt misbrugte der får denne befriende velgørende, velsignende oplevelse. bb

 

 

Jeg faldt til ro

 

Jeg faldt til ro. Jeg begyndte at føle mig sikker. Indtil jeg en dag flyttede i lejlighed for mig selv. Jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg pludselig mødte ham nede i byen. Hvad nu, hvis han fandt frem til min adresse? Hvad nu, hvis han pludselig en dag stod udenfor min dør? Hvad skulle jeg så gøre? Hvad kunne jeg gøre?

Efter et par måneder var jeg igen faldet til ro. Jeg havde jo ikke noget at frygte. Min mor og far havde jo lovet mig, at de aldrig ville fortælle min onkel, hvor jeg boede henne. Det kunne jeg jo ikke andet end at stole på. De havde jo ikke fortalt ham noget om, hvor jeg boede, da jeg boede ved Hadsund. Hvorfor skulle de så fortælle ham noget nu? Inderst inde er de jo nok klar over, at det kunne gå hen og gå grueligt galt, hvis de gjorde det. Så jeg stoler altså på, at mine forældre holder min adresse hemmelig for uvedkommende.

 

Jeg blev lullet ind i en dejlig ro…. Jeg havde ikke noget at frygte…. Fra nogen overhovedet. Troede jeg. Jeg tog så grueligt fejl. Og “angrebet” på mig og min sikkerhed kom fra en totalt uventet side. Jeg ved udmærket godt, at det ikke var ondt ment….

 

Jeg var i gang med at skrive mit afgangsprojekt. Det foregik på mine forældres computer. Min egen virkede ikke dengang. Så jeg blev nødt til at skrive ind nede ved min mor og far…. Det havde jeg såmænd ikke noget imod. Jeg var jo glad for mine forældre. De var der altid, når jeg havde brug for dem. Okay, de var meget nysgerrige med hensyn til, hvad jeg fik min tid til at gå med. Men det tog jeg nu meget pænt. Sådan er forældre vel.

 

Det lykkedes mig at blive færdig med mit afgangsprojekt, og jeg blev (heldigvis) kaldt til eksamen, så jeg skulle i en weekend ned og ordne nogle ting på mine forældres computer. De var godt nok ude at rejse, men det var jo lige meget, for jeg havde jo nøgle. Samtidig skulle jeg passe min søsters børn, så jeg kunne jo passende slå to fluer med et smæk der. De bor nemlig i samme by… og der er ikke ret langt imellem dem, så det passede mig sådan set fint.

 

Om søndagen sad jeg inde i min søsters stue og snakkede lidt henover morgenmaden. Og så kastede min søster en bombe, som jeg stadig er i chok over. Jeg har vidst, at hun kun er min halv-søster, siden jeg var 16. Jeg har dog aldrig fået det at vide fra mine forældre, men det har jeg for længst tilgivet dem, at de har holdt skjult for mig. At jeg så ikke forstår, hvorfor de har fundet det nødvendigt at holde det hemmeligt, er jo en helt anden sag. Så jeg var udmærket klar over, at min mor havde ét forlist ægteskab bag sig, og at jeg var den eneste datter, min far havde. Så jeg forstod og forstår stadig hans bekymring og omsorg for mig. Men min søster fortalte mig den dag noget, som skulle knuse hele min tilværelse. Noget, som jeg ikke er kommet over endnu…. Og der går lang tid, før jeg kommer over det….

 

Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage om vores forældre, og jeg fandt for første gang ud af, at forholdet mellem min søster og mine forældre slet ikke var så rosenrødt, som jeg gik og troede. Min mor havde gjort min søster meget fortræd som barn… ikke fysisk. Men nok en del psykisk, idet min søster i en del år boede hos mine bedsteforældre, fordi min mor ikke var i stand til at passe hende. Men min far har åbenbart fået min mor på ret køl igen. Heldigvis… for ellers ville jeg jo ikke have eksisteret…

 

Nå, men tilbage til den bombe, min søster smed den søndag formiddag…. Vi sad som sagt og snakkede om vores forældre, og min søster siger lige pludselig til mig: “Du ved vel også godt, at onkel Brian ikke er din onkel, ikke?” Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn. Jeg blev faktisk temmelig forskrækket, da han pludselig blev blandet ind i samtalen. Jeg rystede vist bare på hovedet og så forskrækket ud, for min søster fortsatte: “Det er mors barn, som bedstefar og bedstemor adopterede.”

 

Min mor troede mig

Jeg vil fortælle min historie som incestoffer. Jeg har været i stand til at leve et rimeligt, ukompliceret liv på trods af, at jeg er incestoffer. Det skyldes at jeg blev troet på og fik stor støtte, da jeg fortalte, hvad jeg havde været ude for. Hvordan mit liv ville have været, dersom min omverdens reaktion havde været anderledes end den var, kan jeg kun med gru forestille mig.

Da jeg var 12 år, begyndte min morfar at blive lidt for kærlig. Min morfar sad på en pidestal, han var meget afholdt af alle. Før han forgreb sig på mig, var han også en god morfar, jeg har mange gode oplevelser i min rygsæk. Pludselig blev hans kærlighed helt forkert. Han kyssede mig, som om jeg var en voksen kæreste. Han rørte ved mig og ønskede at blive rørt ved på en forkert måde. Da min tillid til ham var stor, fortalte jeg det ikke til nogen. Jeg syntes måske også, at det var spændende – en hemmelighed var det jo. Dette er noget jeg først har turdet indrømme meget sent, da jeg var flov over, at jeg gik med til det og havde disse spændende tanker. Egentlig burde jeg have syntes, at det var grimt, men min tillid var jo uendelig. Nu tør jeg indrømme det, og nu har jeg tilgivet mig selv for disse tanker.

På trods af at jeg synes, det var spændende påvirkede det mig naturligvis. Jeg begyndte at overfalde køleskabet, som om jeg ville påføre mig et beskyttende lag. Da alle i min familie var glade for mad, og alle havde tendens til at tage på i vægt, var der ingen, der studsede over, at jeg begyndte at tage på. Nu skulle jeg bare til at passe på, slankekure og mad blev en vigtig del af mit liv. Det jeg ikke måtte få at spise og slankemad begyndte at fylde meget. Det beskyttende lag og kampen med mad har jeg kæmpet med lige siden. På trods af perioder, hvor jeg har været pæn slank, har jeg altid i mit hoved være en tyk pige og faktum er, at det er jeg også i dag som en 34-årig.

Da jeg selv var med til at holde incesten skjult, var der ingen, der opdagede noget. Min morfar var bare en kærlig morfar, der tog sig af sit barnebarn. Mit liv formede sig nu sådan, at jeg som 15-årig skulle føle, at jeg var skyld i min morfars død. Han døde af en blodprop, mens han var seksuelt ophidset af at kysse mig og røre ved mig. Jeg troede bare, at han var besvimet, så jeg forsøgte at oplive ham ved at smide vand i hovedet på ham. Det hjalp ikke. Jeg var på ferie hos morfar og mormor, så jeg hentede min mormor og måtte derefter ringe 000 og ambulancen kom. Bagefter måtte jeg ringe hjem til mine forældre for at fortælle, at morfar var så syg, at han måtte hentes af ambulancen. Far ville tage afsted for at hente mig hjem.

Far havde lang vej at køre, inden han kunne være hos mig. I ventetiden, som jeg ikke kan huske, var jeg alene med de tanker, som jeg ikke husker. Dog husker jeg, at mit største problem var, at hans lynlås ikke var lynet op, hvilket jeg dog havde forsøgt på, inden jeg hentede mormor. Han var også våd i ansigtet af vand, og hvordan skulle jeg forklare det? Der var ingen, der havde bemærket det, og jeg var lettet.

I bilen på vej hjem forsøgte jeg at forklare far, at morfar havde kysset lidt, men min far hørte ikke, hvad jeg sagde midt i hans egen bekymring. Min morfar havde før haft blodpropper, og denne skulle så blive den sidste. På hospitalet fik vi at vide, at han var død.

På det tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg var skyld i hans død, hvilket var mere end jeg kunne klare at bære alene. Dagen efter forsøgte jeg at forklare min mor, hvorfor han døde. Jeg fortalte, hvad jeg havde gjort, og hvorfor han var så ophidset. Det jeg ville have væk fra mine tanker var ikke selve incesten, men det at jeg havde forsøgt at genoplive ham.

Endvidere havde jeg brug for at vide, at det ikke var min skyld, at han var ophidset eller at det var ham, der startede. Jeg følte mig også meget skyldbetynget, da jeg jo opfattede mig som skyldig. Samtidig var jeg også lettet, fordi han var væk, for det var blevet til mere end kys, og jeg syntes nu ikke det var så spændende mere.

Min mor hørte og lyttede, og jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket over, at hun syntes, det var synd for mig. Hun troede på mine ord og blev gal på morfar og gav mig en meget kærlig omfavnelse. Midt i hendes sorg ovet at have mistet sin far, tog hun alle mine bekymringer på sine skuldre. Jeg var blevet lettet for al den skyld, jeg bar på og kunne fortsætte min ubekymrede teenagertilværelse.

Min mor spurgte i årene fremover, hvordan jeg havde det med det, der var sket og om jeg led under, hvad jeg havde oplevet. Hver gang nægtede jeg hårdnakket, at det ikke havde påvirket mig, indtil jeg som 28-årig mærkede, at jeg ikke var i stand til at mærke min krop, og at jeg var total ligeglad med den Jeg mærkede, at min overvægt og de mange tanker om mad måske hang sammen med incesten. Jeg startede i terapi, og jeg opdagede, at oplevelsen havde påvirket mig, og at mit liv kunne blive bedre. Jeg er stadig overvægtig, men har et godt liv. Jeg kan snakke om incesten, og jeg har lært mine reaktionsmønster at kende og har lavet om på nogle.Lige nu har jeg en mental skuffe, hvor jeg har min incest i. Der er en fin orden i skuffen, jeg ved, hvad der ligger i den, der ligger ingenting, som forvirrer mig. Lige nu er skuffen lukket, jeg åbner den engang imellem og rydder lidt op. Jeg kommer aldrig helt over incesten og må blive ved med at arbejde med det. Min prioritering er bare at lige nu må det ligge, for jeg har også et liv, der skal leves.

Jeg takker min mor for, at hun var/er som hun er og handlede ligesom hun gjorde den gang og senere. Hvis hun havde reageret og handlet anderledes, ville min skuffe givetvis være meget, meget større og i et stort rod nu.

Jeg er incestoffer, men fik lov til at vokse op uden skyld. Jeg fik ikke ødelagt mit liv, men fik det tilbage. Jeg er heldig at være datter af en rigtig mor

 

 

Fri af familiens lænker

Når jeg tænker på mit liv som barn, tænker jeg på ensomhed, forladthed og voldlige overgreb. Far var børnenes ven så ingen forstod hvorfor jeg altid forsøgte at holde mig væk fra ham. Alle sagde, at jeg var forkert, så jeg holdt mig for mig selv. Fordi jeg var så underlig og sær, blev jeg sendt til psykiatrisk undersøgelse af skolepsykologen. Det blev det ikke bedre af.

Som voksen oplevede jeg ofte, at far og mor forsøgte at styre mit liv. Jeg blev kritiseret for opdragelsen af egne børn, og for små og store valg jeg gjorde i livet. Mine forældre accepterede ikke mine grænser. Sagde jeg fra havde det ingen virkning, udover at de betragtede mig som hysterisk. Når mine børn bad om noget, hvor jeg svarede nej, ændrede mine forældre straks dette til et ja. Far og mor kunne også finde på at tage ind i mit hjem, når jeg ikke var hjemme for at rydde op, gøre rent eller vaske tøj. En hjælpsomhed som jeg aldeles ikke havde brug for eller ønskede. Jeg følte, at de klistrede sig til mit liv og at jeg skulle både være taknemmelig og afhængig.

 

For et par år siden startede jeg i et samtaleforløb ved en psykolog. At skulle tale om min baggrund samtidig med jeg ofte skulle se min fars englefjæs duede ikke. Jeg orkede ikke at bære maske på overfor familien, og jeg orkede heller ikke at sidde i samtalerummet og føle, at far var til stede med sit “uskyldige” væsen og rene engleansigt.

Uden at rådføre mig med nogen eller tale med psykologen sendte jeg et brev til mine forældre. Dette var min kamp alene, og andres meninger ville blot gøre det hele mere kompliceret.

I brevet fortalte jeg, at jeg indtil videre ønskede at holde pause i kontakten, da jeg var i gang med et samtaleforløb. Jeg havde brug for både ro og afstand, når jeg skulle bearbejde ensomhed, svigt og incest. Egentlig var det et meget afklaret brev, hvor jeg blot bad om tid, ro og fred til at bearbejde det, der var nødvendigt.

Selvfølgelig havde jeg dem i telefonen ret hurtigt. De kunne ikke begribe mit valg og troede, at jeg allerede havde fortrudt. De havde talt med mine søskende om brevet og spurgt, om de havde kendskab til incest i vor familie. De havde hævdet, at de aldrig havde oplevet eller set incest i vores hjem. Jeg stod fast og sagde, at jeg som barn har kunnet se og mærke, hvad der foregik og hvis mor ikke havde observeret noget, måtte hun have været blind.

Senere ringede mine søskende på skift. Den ene ville have, at jeg trak det hele i mig igen og at jeg sagde undskyld til far og mor. Den anden sagde, at jeg var hensynsløs og ligeglad med familien. Selv om jeg forklarede at det kun var vores forældre, jeg ønskede at bryde kontakten med, valgte mine søskende at stå på fars og mors side og ønskede ikke kontakt med mig. Senere har jeg hørt, at min brors alkoholproblem er accelereret voldsomt og at min søster har været så oftesyg, at hun har mistet sit job. Hvis de blot ville bearbejde sandheden om barndommens glansbillede, kunne de begge have det anderledes.

Siden jeg tog skridtet og skrev brevet føler jeg, at jeg har fået et nyt liv forærende. En byrde og et åg er taget fra mine skuldre. Jeg er fri til at leve. Jeg er befriet fra mine forældres lænker. Jeg er Nanna – jeg er mig selv og jeg kan sagtens styre mit liv og tage mine egne beslutninger. Jeg lever og livet er godt at leve.

Nanna

 

Udstødt

Da jeg valgte at fortælle min familie om incesten, fik det for mit vedkommede uanede konsekvenser. Egentlig havde jeg ikke tænkt at fortælle om overgrebene. Det var jo alligevel umuligt at ændre på det, der var sket. Det var blot så frustrerende at jeg sled med angst, destruktion, livslede og fortvivlelse samtidig med at min far solede sig i beundring som den gode far. Det blev bare for meget.

Jeg valgte at være ærlig og fortælle om incesten. Jeg forklarede sågar at de ting, jeg sled med i mit liv, var følgevirkninger af overgrebene. I første omgang vakte det forvirring og chock men også en spirende forståelse. Denne forståelse kunne nemt medføre varme og omsorg fornemmede jeg. I første omgang bad familien om nogle dage at sunde sig i, så disse ting kunne bundfældes og de bedre kunne forholde sig til at håndtere tingene. Jeg følte stor glæde indeni, for jeg var blevet hørt og troet på, og nu ville jeg få en anden tilgang til familien og jeg kunne dele min smerte med nogen.

Sådan gik det aldeles ikke. I stedet for fik jeg læst teksten godt og grundigt. Der var åbenbaret blevet holdt dommedag i mit liv. I hvert fald var der ren besked. Jeg var en person, der digtede historier for at gøre mig interessant. Jeg havde altid været anderledes og forkert. Jeg var en løgner. Jeg var helt igennem en ond person. De betragtede mig som et farligt menneske, og de ønskede absolut ingen kontakt med mig mere. I øvrigt overvejede min far om han skulle anmelde mig for injurier.

Det var grusomt. Min drøm om at blive troet på, at blive støttet og få oprejsning brast, på et øjeblik. Udover at være blevet svigtet og misbrugt var jeg nu også blevet forkastet og kasseret. Jeg havde ingen rødder mere. Min historie og min slægt var væk. Det var så rædselsfuldt at erkende, at jeg som person havde så lidt værdi, at jeg i et nu blev sparket ud af familien. Hårdt var det også et opleve at mine børn mistede hele slægten på deres mors side. For dem var det slut med ferier, hyggesnak i telefonen, familiesammenkomster og uddeling af skolefotos. At jeg blev straffet for at fortælle hemmeligheden var forståeligt, men at mine børn måtte bære med på denne straf, var hårdt. Også de mistede deres rødder, historie og aner.

Inden jeg fortalte familien om incesten, havde jeg lidt meget af skyld og skam følelser. Jeg troede, at det at jeg placerede ansvaret hos min far, ville frigøre mig fra skammen og skylden. Den straffeekspedition, som jeg blev udsat for forstærkede skyld og skam følelserne, med flere hundrede procent. Alt omkring incesten var og blev min skyld. Jeg var så skyldig, at ingen i slægten kunne udholde mig. Jeg blev betragtet som ikke eksisterende, som en, der var død.

Det er nu flere år siden, at dette skete. Tiden heler og tiden læger. Der har været stunder, der har været svære at komme levende igennem. Sorte, destruktive tanker har jeg kæmpet med. Min styrke og vilje til livet har sejret. Ved hjælp af terapisamtaler har jeg erkendt, at livet lever i mig selv om slægten betragter mig som død.

Set i bakspejlet ved jeg ikke, om jeg ville have handlet anderledes. Måske ville jeg gennem samtaleforløb have arbejdet med at blive stærkere inden selve konfrontationen. En ting ved jeg med sikkerhed: Selve incesten var næsten som vand i forhold til smerten ved at blive kasseret og udstødt af fælleskab og slægt. Jeg kan godt forstå de mennesker, der trækker ordene og den store hemmelighed i land igen, fordi den angst, skyld og skam, man står i som udstødt og alene, er ganske ubærlig.

I dag har jeg et godt liv med mange lyse oplevelser. Der er ro i mit sind. Livsglæde, optimisme og power er det, der fylder hos mig. Jeg er stolt over at have overlevet omsorgssvigt, incest, udstødelse og “udslettelse”. Jeg kæmpede mig igennem og vandt over alt det onde. Sejeren er min – livet er mit, og jeg er en figther.

Trine

 

Mit barn blev misbrugt af min far

Jeg er blevet opfordret om jeg ville beskrive mine oplevelser – handlinger overfor min datter, i de sekunder og minutter hun kom og fortalte, om min egen fars gentagne overgreb på hende.

Det er meget svært for mig at genopleve og beskrive det. Men kan det påvirke andre mødre, til at tro deres børn i samme sekund de viser en antydning, eller et spinkelt forsøg på at fortælle noget i den retning, – at åbne alle kanaler for at lytte. Hjælpe dette barn i nogle frygtelige ensomme stunder med skyldfølelse – dårligt selvværd destruktive tanker og meget mere. At befri dette misbrugte barn for disse tunge ting og give barnet mulighed for at leve et normalt voksenliv.

Jeg kan bebrejde mig selv at jeg ikke kunne se tegn eller lignende, før hun selv kom og fortalte om det da det havde stået på i to år. Måske var det fordi min far stod for det “rigtige” -mine grundelementer for ærlighed og næstekærlighed. Hvordan kunne han snyde mig, hvordan kunne han udnytte det bedste i mit liv? Mit barn.-

 

Min datter har altid været på ferie hos mine forældre fra hun var helt lille og de havde altid været “Rigtige” besteforældre. En påske hvor min datter var 15 år skulle hun igen holde nogle feriedage hos dem. Jeg blev pludselig ringet op at min far var indlagt på sygehuset og at det var alvorligt. Min mand hentede vores pige hjem og om aften vi den triste medelese at min fader var død. Jeg elskede min far så min verden brød nesten sammen.

Næste dag ved middagstid kom min datter og ville fortælle mig noget. Jeg lyttede stille og roligt, og fra en dyb sorg – væltede nu en kæmpe vrede og enorm fortvivlese samt en stærk ømhedsfølelse for mit barn. Hvad skulle jeg gøre andet end at tro hende et hundrede procent Jeg måtte redde hende ud af dette dilemma, trøste hende, forstå hende og lytte til hende. Jeg måtte løfte skyldbyrden fra hende, og give hende trygheden tilbage. Min pige troede at hun var skyld i dødsfaldet, da morfar blev dårligt medens overgrebet stod på.

Dette er meget svært og nu tyve år efter fatter jeg ikke at han kunne gøre det. Kan jeg nogensinde tilgive min far at han misbrugte mit barn? Det kan jo aldrig være ugjort i min datters sind. Jeg tabte min far og jeg mistede tilliden, men for mig var det vigtigst at støtte og redde min datter.

I dag har jeg en voksen datter som har fine livsværdier og som er glad og harmonisk på trods af de overgreb der fandt sted i hendes mest følelsesmæssige alder.