Udstødt

Da jeg valgte at fortælle min familie om incesten, fik det for mit vedkommede uanede konsekvenser. Egentlig havde jeg ikke tænkt at fortælle om overgrebene. Det var jo alligevel umuligt at ændre på det, der var sket. Det var blot så frustrerende at jeg sled med angst, destruktion, livslede og fortvivlelse samtidig med at min far solede sig i beundring som den gode far. Det blev bare for meget.

Jeg valgte at være ærlig og fortælle om incesten. Jeg forklarede sågar at de ting, jeg sled med i mit liv, var følgevirkninger af overgrebene. I første omgang vakte det forvirring og chock men også en spirende forståelse. Denne forståelse kunne nemt medføre varme og omsorg fornemmede jeg. I første omgang bad familien om nogle dage at sunde sig i, så disse ting kunne bundfældes og de bedre kunne forholde sig til at håndtere tingene. Jeg følte stor glæde indeni, for jeg var blevet hørt og troet på, og nu ville jeg få en anden tilgang til familien og jeg kunne dele min smerte med nogen.

Sådan gik det aldeles ikke. I stedet for fik jeg læst teksten godt og grundigt. Der var åbenbaret blevet holdt dommedag i mit liv. I hvert fald var der ren besked. Jeg var en person, der digtede historier for at gøre mig interessant. Jeg havde altid været anderledes og forkert. Jeg var en løgner. Jeg var helt igennem en ond person. De betragtede mig som et farligt menneske, og de ønskede absolut ingen kontakt med mig mere. I øvrigt overvejede min far om han skulle anmelde mig for injurier.

Det var grusomt. Min drøm om at blive troet på, at blive støttet og få oprejsning brast, på et øjeblik. Udover at være blevet svigtet og misbrugt var jeg nu også blevet forkastet og kasseret. Jeg havde ingen rødder mere. Min historie og min slægt var væk. Det var så rædselsfuldt at erkende, at jeg som person havde så lidt værdi, at jeg i et nu blev sparket ud af familien. Hårdt var det også et opleve at mine børn mistede hele slægten på deres mors side. For dem var det slut med ferier, hyggesnak i telefonen, familiesammenkomster og uddeling af skolefotos. At jeg blev straffet for at fortælle hemmeligheden var forståeligt, men at mine børn måtte bære med på denne straf, var hårdt. Også de mistede deres rødder, historie og aner.

Inden jeg fortalte familien om incesten, havde jeg lidt meget af skyld og skam følelser. Jeg troede, at det at jeg placerede ansvaret hos min far, ville frigøre mig fra skammen og skylden. Den straffeekspedition, som jeg blev udsat for forstærkede skyld og skam følelserne, med flere hundrede procent. Alt omkring incesten var og blev min skyld. Jeg var så skyldig, at ingen i slægten kunne udholde mig. Jeg blev betragtet som ikke eksisterende, som en, der var død.

Det er nu flere år siden, at dette skete. Tiden heler og tiden læger. Der har været stunder, der har været svære at komme levende igennem. Sorte, destruktive tanker har jeg kæmpet med. Min styrke og vilje til livet har sejret. Ved hjælp af terapisamtaler har jeg erkendt, at livet lever i mig selv om slægten betragter mig som død.

Set i bakspejlet ved jeg ikke, om jeg ville have handlet anderledes. Måske ville jeg gennem samtaleforløb have arbejdet med at blive stærkere inden selve konfrontationen. En ting ved jeg med sikkerhed: Selve incesten var næsten som vand i forhold til smerten ved at blive kasseret og udstødt af fælleskab og slægt. Jeg kan godt forstå de mennesker, der trækker ordene og den store hemmelighed i land igen, fordi den angst, skyld og skam, man står i som udstødt og alene, er ganske ubærlig.

I dag har jeg et godt liv med mange lyse oplevelser. Der er ro i mit sind. Livsglæde, optimisme og power er det, der fylder hos mig. Jeg er stolt over at have overlevet omsorgssvigt, incest, udstødelse og “udslettelse”. Jeg kæmpede mig igennem og vandt over alt det onde. Sejeren er min – livet er mit, og jeg er en figther.

Trine