Fri af familiens lænker

Når jeg tænker på mit liv som barn, tænker jeg på ensomhed, forladthed og voldlige overgreb. Far var børnenes ven så ingen forstod hvorfor jeg altid forsøgte at holde mig væk fra ham. Alle sagde, at jeg var forkert, så jeg holdt mig for mig selv. Fordi jeg var så underlig og sær, blev jeg sendt til psykiatrisk undersøgelse af skolepsykologen. Det blev det ikke bedre af.

Som voksen oplevede jeg ofte, at far og mor forsøgte at styre mit liv. Jeg blev kritiseret for opdragelsen af egne børn, og for små og store valg jeg gjorde i livet. Mine forældre accepterede ikke mine grænser. Sagde jeg fra havde det ingen virkning, udover at de betragtede mig som hysterisk. Når mine børn bad om noget, hvor jeg svarede nej, ændrede mine forældre straks dette til et ja. Far og mor kunne også finde på at tage ind i mit hjem, når jeg ikke var hjemme for at rydde op, gøre rent eller vaske tøj. En hjælpsomhed som jeg aldeles ikke havde brug for eller ønskede. Jeg følte, at de klistrede sig til mit liv og at jeg skulle både være taknemmelig og afhængig.

 

For et par år siden startede jeg i et samtaleforløb ved en psykolog. At skulle tale om min baggrund samtidig med jeg ofte skulle se min fars englefjæs duede ikke. Jeg orkede ikke at bære maske på overfor familien, og jeg orkede heller ikke at sidde i samtalerummet og føle, at far var til stede med sit “uskyldige” væsen og rene engleansigt.

Uden at rådføre mig med nogen eller tale med psykologen sendte jeg et brev til mine forældre. Dette var min kamp alene, og andres meninger ville blot gøre det hele mere kompliceret.

I brevet fortalte jeg, at jeg indtil videre ønskede at holde pause i kontakten, da jeg var i gang med et samtaleforløb. Jeg havde brug for både ro og afstand, når jeg skulle bearbejde ensomhed, svigt og incest. Egentlig var det et meget afklaret brev, hvor jeg blot bad om tid, ro og fred til at bearbejde det, der var nødvendigt.

Selvfølgelig havde jeg dem i telefonen ret hurtigt. De kunne ikke begribe mit valg og troede, at jeg allerede havde fortrudt. De havde talt med mine søskende om brevet og spurgt, om de havde kendskab til incest i vor familie. De havde hævdet, at de aldrig havde oplevet eller set incest i vores hjem. Jeg stod fast og sagde, at jeg som barn har kunnet se og mærke, hvad der foregik og hvis mor ikke havde observeret noget, måtte hun have været blind.

Senere ringede mine søskende på skift. Den ene ville have, at jeg trak det hele i mig igen og at jeg sagde undskyld til far og mor. Den anden sagde, at jeg var hensynsløs og ligeglad med familien. Selv om jeg forklarede at det kun var vores forældre, jeg ønskede at bryde kontakten med, valgte mine søskende at stå på fars og mors side og ønskede ikke kontakt med mig. Senere har jeg hørt, at min brors alkoholproblem er accelereret voldsomt og at min søster har været så oftesyg, at hun har mistet sit job. Hvis de blot ville bearbejde sandheden om barndommens glansbillede, kunne de begge have det anderledes.

Siden jeg tog skridtet og skrev brevet føler jeg, at jeg har fået et nyt liv forærende. En byrde og et åg er taget fra mine skuldre. Jeg er fri til at leve. Jeg er befriet fra mine forældres lænker. Jeg er Nanna – jeg er mig selv og jeg kan sagtens styre mit liv og tage mine egne beslutninger. Jeg lever og livet er godt at leve.

Nanna

 

Udstødt

Da jeg valgte at fortælle min familie om incesten, fik det for mit vedkommede uanede konsekvenser. Egentlig havde jeg ikke tænkt at fortælle om overgrebene. Det var jo alligevel umuligt at ændre på det, der var sket. Det var blot så frustrerende at jeg sled med angst, destruktion, livslede og fortvivlelse samtidig med at min far solede sig i beundring som den gode far. Det blev bare for meget.

Jeg valgte at være ærlig og fortælle om incesten. Jeg forklarede sågar at de ting, jeg sled med i mit liv, var følgevirkninger af overgrebene. I første omgang vakte det forvirring og chock men også en spirende forståelse. Denne forståelse kunne nemt medføre varme og omsorg fornemmede jeg. I første omgang bad familien om nogle dage at sunde sig i, så disse ting kunne bundfældes og de bedre kunne forholde sig til at håndtere tingene. Jeg følte stor glæde indeni, for jeg var blevet hørt og troet på, og nu ville jeg få en anden tilgang til familien og jeg kunne dele min smerte med nogen.

Sådan gik det aldeles ikke. I stedet for fik jeg læst teksten godt og grundigt. Der var åbenbaret blevet holdt dommedag i mit liv. I hvert fald var der ren besked. Jeg var en person, der digtede historier for at gøre mig interessant. Jeg havde altid været anderledes og forkert. Jeg var en løgner. Jeg var helt igennem en ond person. De betragtede mig som et farligt menneske, og de ønskede absolut ingen kontakt med mig mere. I øvrigt overvejede min far om han skulle anmelde mig for injurier.

Det var grusomt. Min drøm om at blive troet på, at blive støttet og få oprejsning brast, på et øjeblik. Udover at være blevet svigtet og misbrugt var jeg nu også blevet forkastet og kasseret. Jeg havde ingen rødder mere. Min historie og min slægt var væk. Det var så rædselsfuldt at erkende, at jeg som person havde så lidt værdi, at jeg i et nu blev sparket ud af familien. Hårdt var det også et opleve at mine børn mistede hele slægten på deres mors side. For dem var det slut med ferier, hyggesnak i telefonen, familiesammenkomster og uddeling af skolefotos. At jeg blev straffet for at fortælle hemmeligheden var forståeligt, men at mine børn måtte bære med på denne straf, var hårdt. Også de mistede deres rødder, historie og aner.

Inden jeg fortalte familien om incesten, havde jeg lidt meget af skyld og skam følelser. Jeg troede, at det at jeg placerede ansvaret hos min far, ville frigøre mig fra skammen og skylden. Den straffeekspedition, som jeg blev udsat for forstærkede skyld og skam følelserne, med flere hundrede procent. Alt omkring incesten var og blev min skyld. Jeg var så skyldig, at ingen i slægten kunne udholde mig. Jeg blev betragtet som ikke eksisterende, som en, der var død.

Det er nu flere år siden, at dette skete. Tiden heler og tiden læger. Der har været stunder, der har været svære at komme levende igennem. Sorte, destruktive tanker har jeg kæmpet med. Min styrke og vilje til livet har sejret. Ved hjælp af terapisamtaler har jeg erkendt, at livet lever i mig selv om slægten betragter mig som død.

Set i bakspejlet ved jeg ikke, om jeg ville have handlet anderledes. Måske ville jeg gennem samtaleforløb have arbejdet med at blive stærkere inden selve konfrontationen. En ting ved jeg med sikkerhed: Selve incesten var næsten som vand i forhold til smerten ved at blive kasseret og udstødt af fælleskab og slægt. Jeg kan godt forstå de mennesker, der trækker ordene og den store hemmelighed i land igen, fordi den angst, skyld og skam, man står i som udstødt og alene, er ganske ubærlig.

I dag har jeg et godt liv med mange lyse oplevelser. Der er ro i mit sind. Livsglæde, optimisme og power er det, der fylder hos mig. Jeg er stolt over at have overlevet omsorgssvigt, incest, udstødelse og “udslettelse”. Jeg kæmpede mig igennem og vandt over alt det onde. Sejeren er min – livet er mit, og jeg er en figther.

Trine