Min mor troede mig

Jeg vil fortælle min historie som incestoffer. Jeg har været i stand til at leve et rimeligt, ukompliceret liv på trods af, at jeg er incestoffer. Det skyldes at jeg blev troet på og fik stor støtte, da jeg fortalte, hvad jeg havde været ude for. Hvordan mit liv ville have været, dersom min omverdens reaktion havde været anderledes end den var, kan jeg kun med gru forestille mig.

Da jeg var 12 år, begyndte min morfar at blive lidt for kærlig. Min morfar sad på en pidestal, han var meget afholdt af alle. Før han forgreb sig på mig, var han også en god morfar, jeg har mange gode oplevelser i min rygsæk. Pludselig blev hans kærlighed helt forkert. Han kyssede mig, som om jeg var en voksen kæreste. Han rørte ved mig og ønskede at blive rørt ved på en forkert måde. Da min tillid til ham var stor, fortalte jeg det ikke til nogen. Jeg syntes måske også, at det var spændende – en hemmelighed var det jo. Dette er noget jeg først har turdet indrømme meget sent, da jeg var flov over, at jeg gik med til det og havde disse spændende tanker. Egentlig burde jeg have syntes, at det var grimt, men min tillid var jo uendelig. Nu tør jeg indrømme det, og nu har jeg tilgivet mig selv for disse tanker.

På trods af at jeg synes, det var spændende påvirkede det mig naturligvis. Jeg begyndte at overfalde køleskabet, som om jeg ville påføre mig et beskyttende lag. Da alle i min familie var glade for mad, og alle havde tendens til at tage på i vægt, var der ingen, der studsede over, at jeg begyndte at tage på. Nu skulle jeg bare til at passe på, slankekure og mad blev en vigtig del af mit liv. Det jeg ikke måtte få at spise og slankemad begyndte at fylde meget. Det beskyttende lag og kampen med mad har jeg kæmpet med lige siden. På trods af perioder, hvor jeg har været pæn slank, har jeg altid i mit hoved være en tyk pige og faktum er, at det er jeg også i dag som en 34-årig.

Da jeg selv var med til at holde incesten skjult, var der ingen, der opdagede noget. Min morfar var bare en kærlig morfar, der tog sig af sit barnebarn. Mit liv formede sig nu sådan, at jeg som 15-årig skulle føle, at jeg var skyld i min morfars død. Han døde af en blodprop, mens han var seksuelt ophidset af at kysse mig og røre ved mig. Jeg troede bare, at han var besvimet, så jeg forsøgte at oplive ham ved at smide vand i hovedet på ham. Det hjalp ikke. Jeg var på ferie hos morfar og mormor, så jeg hentede min mormor og måtte derefter ringe 000 og ambulancen kom. Bagefter måtte jeg ringe hjem til mine forældre for at fortælle, at morfar var så syg, at han måtte hentes af ambulancen. Far ville tage afsted for at hente mig hjem.

Far havde lang vej at køre, inden han kunne være hos mig. I ventetiden, som jeg ikke kan huske, var jeg alene med de tanker, som jeg ikke husker. Dog husker jeg, at mit største problem var, at hans lynlås ikke var lynet op, hvilket jeg dog havde forsøgt på, inden jeg hentede mormor. Han var også våd i ansigtet af vand, og hvordan skulle jeg forklare det? Der var ingen, der havde bemærket det, og jeg var lettet.

I bilen på vej hjem forsøgte jeg at forklare far, at morfar havde kysset lidt, men min far hørte ikke, hvad jeg sagde midt i hans egen bekymring. Min morfar havde før haft blodpropper, og denne skulle så blive den sidste. På hospitalet fik vi at vide, at han var død.

På det tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg var skyld i hans død, hvilket var mere end jeg kunne klare at bære alene. Dagen efter forsøgte jeg at forklare min mor, hvorfor han døde. Jeg fortalte, hvad jeg havde gjort, og hvorfor han var så ophidset. Det jeg ville have væk fra mine tanker var ikke selve incesten, men det at jeg havde forsøgt at genoplive ham.

Endvidere havde jeg brug for at vide, at det ikke var min skyld, at han var ophidset eller at det var ham, der startede. Jeg følte mig også meget skyldbetynget, da jeg jo opfattede mig som skyldig. Samtidig var jeg også lettet, fordi han var væk, for det var blevet til mere end kys, og jeg syntes nu ikke det var så spændende mere.

Min mor hørte og lyttede, og jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket over, at hun syntes, det var synd for mig. Hun troede på mine ord og blev gal på morfar og gav mig en meget kærlig omfavnelse. Midt i hendes sorg ovet at have mistet sin far, tog hun alle mine bekymringer på sine skuldre. Jeg var blevet lettet for al den skyld, jeg bar på og kunne fortsætte min ubekymrede teenagertilværelse.

Min mor spurgte i årene fremover, hvordan jeg havde det med det, der var sket og om jeg led under, hvad jeg havde oplevet. Hver gang nægtede jeg hårdnakket, at det ikke havde påvirket mig, indtil jeg som 28-årig mærkede, at jeg ikke var i stand til at mærke min krop, og at jeg var total ligeglad med den Jeg mærkede, at min overvægt og de mange tanker om mad måske hang sammen med incesten. Jeg startede i terapi, og jeg opdagede, at oplevelsen havde påvirket mig, og at mit liv kunne blive bedre. Jeg er stadig overvægtig, men har et godt liv. Jeg kan snakke om incesten, og jeg har lært mine reaktionsmønster at kende og har lavet om på nogle.Lige nu har jeg en mental skuffe, hvor jeg har min incest i. Der er en fin orden i skuffen, jeg ved, hvad der ligger i den, der ligger ingenting, som forvirrer mig. Lige nu er skuffen lukket, jeg åbner den engang imellem og rydder lidt op. Jeg kommer aldrig helt over incesten og må blive ved med at arbejde med det. Min prioritering er bare at lige nu må det ligge, for jeg har også et liv, der skal leves.

Jeg takker min mor for, at hun var/er som hun er og handlede ligesom hun gjorde den gang og senere. Hvis hun havde reageret og handlet anderledes, ville min skuffe givetvis være meget, meget større og i et stort rod nu.

Jeg er incestoffer, men fik lov til at vokse op uden skyld. Jeg fik ikke ødelagt mit liv, men fik det tilbage. Jeg er heldig at være datter af en rigtig mor