Jeg faldt til ro

 

Jeg faldt til ro. Jeg begyndte at føle mig sikker. Indtil jeg en dag flyttede i lejlighed for mig selv. Jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg pludselig mødte ham nede i byen. Hvad nu, hvis han fandt frem til min adresse? Hvad nu, hvis han pludselig en dag stod udenfor min dør? Hvad skulle jeg så gøre? Hvad kunne jeg gøre?

Efter et par måneder var jeg igen faldet til ro. Jeg havde jo ikke noget at frygte. Min mor og far havde jo lovet mig, at de aldrig ville fortælle min onkel, hvor jeg boede henne. Det kunne jeg jo ikke andet end at stole på. De havde jo ikke fortalt ham noget om, hvor jeg boede, da jeg boede ved Hadsund. Hvorfor skulle de så fortælle ham noget nu? Inderst inde er de jo nok klar over, at det kunne gå hen og gå grueligt galt, hvis de gjorde det. Så jeg stoler altså på, at mine forældre holder min adresse hemmelig for uvedkommende.

 

Jeg blev lullet ind i en dejlig ro…. Jeg havde ikke noget at frygte…. Fra nogen overhovedet. Troede jeg. Jeg tog så grueligt fejl. Og “angrebet” på mig og min sikkerhed kom fra en totalt uventet side. Jeg ved udmærket godt, at det ikke var ondt ment….

 

Jeg var i gang med at skrive mit afgangsprojekt. Det foregik på mine forældres computer. Min egen virkede ikke dengang. Så jeg blev nødt til at skrive ind nede ved min mor og far…. Det havde jeg såmænd ikke noget imod. Jeg var jo glad for mine forældre. De var der altid, når jeg havde brug for dem. Okay, de var meget nysgerrige med hensyn til, hvad jeg fik min tid til at gå med. Men det tog jeg nu meget pænt. Sådan er forældre vel.

 

Det lykkedes mig at blive færdig med mit afgangsprojekt, og jeg blev (heldigvis) kaldt til eksamen, så jeg skulle i en weekend ned og ordne nogle ting på mine forældres computer. De var godt nok ude at rejse, men det var jo lige meget, for jeg havde jo nøgle. Samtidig skulle jeg passe min søsters børn, så jeg kunne jo passende slå to fluer med et smæk der. De bor nemlig i samme by… og der er ikke ret langt imellem dem, så det passede mig sådan set fint.

 

Om søndagen sad jeg inde i min søsters stue og snakkede lidt henover morgenmaden. Og så kastede min søster en bombe, som jeg stadig er i chok over. Jeg har vidst, at hun kun er min halv-søster, siden jeg var 16. Jeg har dog aldrig fået det at vide fra mine forældre, men det har jeg for længst tilgivet dem, at de har holdt skjult for mig. At jeg så ikke forstår, hvorfor de har fundet det nødvendigt at holde det hemmeligt, er jo en helt anden sag. Så jeg var udmærket klar over, at min mor havde ét forlist ægteskab bag sig, og at jeg var den eneste datter, min far havde. Så jeg forstod og forstår stadig hans bekymring og omsorg for mig. Men min søster fortalte mig den dag noget, som skulle knuse hele min tilværelse. Noget, som jeg ikke er kommet over endnu…. Og der går lang tid, før jeg kommer over det….

 

Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage om vores forældre, og jeg fandt for første gang ud af, at forholdet mellem min søster og mine forældre slet ikke var så rosenrødt, som jeg gik og troede. Min mor havde gjort min søster meget fortræd som barn… ikke fysisk. Men nok en del psykisk, idet min søster i en del år boede hos mine bedsteforældre, fordi min mor ikke var i stand til at passe hende. Men min far har åbenbart fået min mor på ret køl igen. Heldigvis… for ellers ville jeg jo ikke have eksisteret…

 

Nå, men tilbage til den bombe, min søster smed den søndag formiddag…. Vi sad som sagt og snakkede om vores forældre, og min søster siger lige pludselig til mig: “Du ved vel også godt, at onkel Brian ikke er din onkel, ikke?” Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn. Jeg blev faktisk temmelig forskrækket, da han pludselig blev blandet ind i samtalen. Jeg rystede vist bare på hovedet og så forskrækket ud, for min søster fortsatte: “Det er mors barn, som bedstefar og bedstemor adopterede.”