Fri af familiens lænker

Når jeg tænker på mit liv som barn, tænker jeg på ensomhed, forladthed og voldlige overgreb. Far var børnenes ven så ingen forstod hvorfor jeg altid forsøgte at holde mig væk fra ham. Alle sagde, at jeg var forkert, så jeg holdt mig for mig selv. Fordi jeg var så underlig og sær, blev jeg sendt til psykiatrisk undersøgelse af skolepsykologen. Det blev det ikke bedre af.

Som voksen oplevede jeg ofte, at far og mor forsøgte at styre mit liv. Jeg blev kritiseret for opdragelsen af egne børn, og for små og store valg jeg gjorde i livet. Mine forældre accepterede ikke mine grænser. Sagde jeg fra havde det ingen virkning, udover at de betragtede mig som hysterisk. Når mine børn bad om noget, hvor jeg svarede nej, ændrede mine forældre straks dette til et ja. Far og mor kunne også finde på at tage ind i mit hjem, når jeg ikke var hjemme for at rydde op, gøre rent eller vaske tøj. En hjælpsomhed som jeg aldeles ikke havde brug for eller ønskede. Jeg følte, at de klistrede sig til mit liv og at jeg skulle både være taknemmelig og afhængig.

 

For et par år siden startede jeg i et samtaleforløb ved en psykolog. At skulle tale om min baggrund samtidig med jeg ofte skulle se min fars englefjæs duede ikke. Jeg orkede ikke at bære maske på overfor familien, og jeg orkede heller ikke at sidde i samtalerummet og føle, at far var til stede med sit “uskyldige” væsen og rene engleansigt.

Uden at rådføre mig med nogen eller tale med psykologen sendte jeg et brev til mine forældre. Dette var min kamp alene, og andres meninger ville blot gøre det hele mere kompliceret.

I brevet fortalte jeg, at jeg indtil videre ønskede at holde pause i kontakten, da jeg var i gang med et samtaleforløb. Jeg havde brug for både ro og afstand, når jeg skulle bearbejde ensomhed, svigt og incest. Egentlig var det et meget afklaret brev, hvor jeg blot bad om tid, ro og fred til at bearbejde det, der var nødvendigt.

Selvfølgelig havde jeg dem i telefonen ret hurtigt. De kunne ikke begribe mit valg og troede, at jeg allerede havde fortrudt. De havde talt med mine søskende om brevet og spurgt, om de havde kendskab til incest i vor familie. De havde hævdet, at de aldrig havde oplevet eller set incest i vores hjem. Jeg stod fast og sagde, at jeg som barn har kunnet se og mærke, hvad der foregik og hvis mor ikke havde observeret noget, måtte hun have været blind.

Senere ringede mine søskende på skift. Den ene ville have, at jeg trak det hele i mig igen og at jeg sagde undskyld til far og mor. Den anden sagde, at jeg var hensynsløs og ligeglad med familien. Selv om jeg forklarede at det kun var vores forældre, jeg ønskede at bryde kontakten med, valgte mine søskende at stå på fars og mors side og ønskede ikke kontakt med mig. Senere har jeg hørt, at min brors alkoholproblem er accelereret voldsomt og at min søster har været så oftesyg, at hun har mistet sit job. Hvis de blot ville bearbejde sandheden om barndommens glansbillede, kunne de begge have det anderledes.

Siden jeg tog skridtet og skrev brevet føler jeg, at jeg har fået et nyt liv forærende. En byrde og et åg er taget fra mine skuldre. Jeg er fri til at leve. Jeg er befriet fra mine forældres lænker. Jeg er Nanna – jeg er mig selv og jeg kan sagtens styre mit liv og tage mine egne beslutninger. Jeg lever og livet er godt at leve.

Nanna