Slam

 

Slam…. Der faldt min verden fuldstændig fra hinanden. Mit værste mareridt. Jeg kunne overhovedet ikke samle mig. Jeg tror nok, at det lykkedes mig at snakke lidt videre med min søster, inden jeg fik fundet en undskyldning for, at jeg nok hellere måtte gå ned til mor og far og få lavet noget til min fremlæggelse om mandagen. Jeg var fuldstændigt i chok. Jeg sansede overhovedet ikke noget som helst. Min søster tilbød godt nok, at hun da godt lige kunne køre mig derned, men jeg sagde pænt nej tak…. Jeg trængte til at gå!!! Få noget frisk luft. Forsøge at få den grimme smag, jeg havde i munden, ud.

Jeg gik ned til min mor og far…. Huset var velsignet tomt og stille. Jeg dumpede bare ned i sofaen og sad der og stirrede ud i luften. Hvor længe, ved jeg egentlig ikke. Jeg ved bare, at jeg havde den største lyst til at græde og skrige, men jeg kunne simpelt hen ikke. Jeg var blokeret for alle følelser. Jeg kunne ikke føle noget som helst. Udover en voksende og kvælende vrede imod min mor…. Hun havde løjet overfor mig. Ofret mig for sin egen hemmeligheds skyld. Jeg var på det tidspunkt ikke helt klar over, om jeg nogensinde ville komme til at tilgive hende. Eller bare have et ganske normalt mor/datter-forhold til hende igen….

 

Efter den omgang gik der ikke mere end et par uger, før jeg fik nok af min mor og praktisk taget bad hende om at holde sig fra mig. Jeg kunne simpelt hen ikke holde ud at snakke med hende. Sådan gik der tre uger. Tre uger, hvor jeg ikke hørte fra mine forældre overhovedet. Så ringede min far pludselig til mig fra hans mobiltelefon. Jeg havde haft ringet til ham, påstod han. Det havde jeg nu ikke, hvilket jeg selvfølgelig også sagde til ham. På det grundlag startede jeg op med at have kontakt til mine forældre igen. Intet blev dog det samme. Kontakten var blevet droslet godt og grundigt ned, og jeg var stadig meget forbeholden overfor mine forældre.

 

I dag er jeg kommet til det punkt, hvor jeg taler med dem ca. en gang om ugen. Skulle der gå længere tid imellem, så generer det nu heller ikke mig. Jeg savner dem ikke. Jeg føler ikke, at jeg skylder dem ret meget. For 21 år siden ofrede de mig for at holde på en familiehemmelighed. Det har jeg aldrig tilgivet dem, og jeg tilgiver dem det aldrig. Jeg var kun et barn. De havde pligt til at beskytte mig dengang, og det gjorde de ikke. De gav mig – måske var det ubevidst – indtrykket af, at det var mig, som havde gjort noget galt. Ikke ham. Den skyldfølelse har jeg kæmpet for at komme over lige siden. Jeg er kommet et lille stykke af vejen. Nu kan jeg godt sige, at jeg godt ved, at jeg var uden skyld i det, som skete – og alligevel har jeg lang vej igen, for der sidder stadig noget langt tilbage, helt omme i mit baghoved, som siger mig, at det var min skyld.

Jeg føler, at mit liv blev slået i stykker ad to omgange. Første gang, da jeg var 6 år og anden gang 20 år senere. Mit liv ligger stadig i ruiner. Følelsesmæssigt har jeg store problemer. Jeg blev følelseslammet, da min søster fortalte mig den store familiehemmelighed. Den lammelse er jeg endnu ikke kommet over, og til tider tror har jeg mine tvivl om, om jeg nogensinde kommer over den. Jeg formår ikke længere at føle varme følelser. Jeg ved godt, at jeg har dem. Jeg ved godt, at jeg kan elske. Men jeg kan ikke føle, at det er det, jeg føler. Der er bare et underligt tomrum indeni mig. Et stort følelsesløst tomrum. Jeg ved godt, at det lyder underligt, og det er også meget svært at forklare. De fleste tror dog heller ikke på det, idet jeg stadig viser glæde – jeg griner og pjatter stadig, jeg virker stadig enormt sorgløs. Men jeg er det ikke. Det er bare en facade. Indeni bløder jeg. Indeni kan jeg kun føle sorg, vrede, afmagt, raseri, smerte, frustration. Negative følelser. Og når jeg endelig viser nogle følelser, så er de negative. Dette gør mig selvsagt endnu mere frustreret og vred. Hvorfor skal det være sådan? Jeg føler mig afstumpet og følelseskold. Men jeg ved godt inderst inde, at jeg ikke er det. Jeg kan bare ikke få alle de positive og varme følelser ud.

 

Jeg skal nu igennem en lang og smertefuld helingsproces. Det kommer til at tage lang tid, og det kommer til at gøre ondt. Jeg er til tider også bange for, at det måske kan koste mig mit forhold til Steen, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg føler, at jeg allerede nu trækker enormt store veksler på hans tålmodighed og på hans følelser. Noget, som jeg ikke mener, at jeg kan tillade mig. Men jeg ved også, at jeg vil komme til at slide endnu mere på hans følelser hele vejen igennem min helingsproces. Lige nu har jeg bare svært ved at acceptere tanken om, at jeg måske kan miste det bedste, som jeg har i mit liv. Men jeg kan miste ham uanset hvad, for fortsætter jeg med at køre i den bane, som jeg kører i nu, så mister jeg ham helt sikkert alligevel. Så lige nu står jeg og skal vælge imellem pest eller kolera…

 

Den mand ødelagde mit liv dengang, og han har siden haft en stor indflydelse på det. Jeg vil aldrig nogensinde glemme, men jeg håber da, at jeg kan lære at leve med det… Det kommer nok… en dag.

Silke 1 år gammel

Endelig fyldte Silke 1 år gammel, og 16. februar blev hun vækket af en mor og far, der kom ind og sang fødselsdagssang for hende. Senere på dagen var familien blevet inviteret til fødselsdag, men det var en noget betuttet Silke, der tog imod gæster. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad alle de mennesker pludselig lavede i hendes hus.

Hun fik en hulens masse gaver, som efterfølgende virkelig er blevet leget igennem med. Hun hyggede sig hele eftermiddagen med familien, og først da det var blevet mørkt, tog de sidste gæster hjem. En rigtig dejlig dag, som vi alle vil se tilbage på med stor glæde.

1 års undersøgelsen overstået…!

I dag fik jeg overstået min 1 års undersøgelse… jeg vejer nu 9½ kg og er 79 cm lang. Lægen sagde, at jeg var perfekt – og jeg kan da kun give ham ret

Derudover fik jeg også et stik i hvert lår – min mor tyssede stille til mig, mens lægen stak, og jeg græd ikke ret meget. Kun en lille bitte smule.

Næste besøg hos lægen er når jeg bliver 15 måneder, og der skal vi bare ind til sygeplejersken og have et stik. Det glæder jeg mig til, for hun er så sød hende sygeplejersken

Snart 1 år gammel – og en stor pige!

Det er godt nok længe siden jeg har skrevet i min blog sidst. Meget er sket siden da!

Vi er flyttet. Jeg har fået mig et nyt værelse, og det er bare blevet så flot! Ved siden af mig skal Viktor bo – jeg skal nemlig have en lillebror om 3-4 måneders tid, og mor og far har fortalt, at han hedder Viktor!

Siden jeg skrev sidst har jeg prøvet at have 3-dages feberen. Hver eneste nat 3 nætter i træk havde jeg feber på omkring de 40 – men om dagen var jeg helt frisk! Jeg tror mor og far syntes det var hårdt – men jeg synes ikke det var så slemt. Jeg var 9½ måned gammel, da jeg havde dette.

Så blev det jul, og jeg fandt ud af, at julen er en god ting, for man får nemlig en masse gode gaver!  Jeg fik f.eks. en gåvogn, en scooter, en spillende giraf, tøj, mariehøne, suttekæde og en putteboks. Det var en SUPER jul!

Mellem jul og nytår er det åbenbart normalt, at man tager på juleferie, og min mor og far kørte mig til Rønbjerg Feriecenter, hvor jeg både prøvede at bade. Jeg fik en badering, og med den kunne jeg klare mig helt selv uden hjælp fra mor og far, så det var rigtigt sjovt. Vi var også ude at køre på cykel i noget, der hed Mombassa-land. Der havde de også et kuglebad, som jeg næsten druknede i. I sportshallen havde de en hoppeborg, og det var bare det bedste! Ih, hvor var det sjovt at hoppe rundt der med far!
Men ellers gik vi en masse lange ture og hyggede os i huset. Det var en rigtig god tur, og jeg håber, at vi skal afsted igen på et tidspunkt

Så blev det januar, og præcis på min 11 måneders fødselsdag begyndte jeg at gå med min gåvogn – HELT UDEN HJÆLP! Og en uge senere viste jeg min far, hvor nemt det faktisk er at gå selv… bare sådan hvis han ikke vidste det.

Nu er jeg startet i dagpleje. Jeg har været afsted  3 gange nu, og Lisbeth er bare så sød og rar. Igår var vi til fastelavn, og jeg spiste 2 rosinboller, 4 stykker rugbrød med pålæg, drak kakao og spiste rosiner. Da jeg kom hjem lagde mor mig i seng, og jeg sov også i næsten 4 timer, for det havde været hårdt at spise så meget mad! I dag er første dag, hvor jeg skal være der hele dagen – men det klarer jeg i stiv arm! Jeg er jo en stor pige!

Om 1½ uge fylder jeg 1 år, og mor har bestilt en kagemand til min fødselsdag. Jeg glæder mig til at holde fødselsdag – mon man får gaver?

Snart 17 måneder gammel – hvad kan jeg nu?

Silke fylder om et par dage 17 måneder gammel – og vi har 3 ugers ferie i øjeblikket. Derfor har jeg sat mig for at hun nu skal lære at spise med ske selv. Det vil nemlig lette vores morgener betydeligt at hun selv kan spise sin morgenmad, og det burde vi kunne nå at lære på 3 uger. Vi har heller ikke tid til at lade hende lære det på hverdagene, fordi det af gode grunde sviner ret meget, når man skal lære sådan noget. Så derfor klarer vi det her i ferien – og indtil videre går det (efter omstændighederne) rigtigt godt. Ja, det sviner, men hun begynder at forstå systemet i det med at bruge en ske

Vi går stadig og venter på, at der kommer et lidt mere forståeligt sprog ud af hende. Hun kan sige mange forskellige små-ord, men ikke noget sammenhængende. Hun spørger tit “a’ det?” – men hun gentager ikke ordene, når vi fortæller hende det. Jeg indrømmer gerne, at jeg så småt er ved at være lidt utålmodig. Denne fase har vi været i de sidste 2-3 måneders tid, og nu vil jeg altså gerne snart have lidt ord ud af munden på hende. Vi lærte hende dog at sige bøf den anden aften…

Silke er blevet storesøster

3. juni blev Silke storesøster. Det var en fornøjelse at sætte sig ind i bilen kl. halv 3 tirsdag morgen for at køre Silke ned til pasning hos bedstemor og bedstefar, samtidig med at mor sad med veer på forsædet. Allerede da Silke blev vækket af farmand, var hun ét stort smil, som om hun vidste, hvad der var ved at ske. Og endnu bedre var det, da vi kørte ind i boligområdet, hvor bedstemor og bedstefar bor – Silke kunne ikke vente med at komme ud af sin autostol, så meget glædede hun sig!

Tirsdag aften kom Silke hjem igen ved 6-tiden, og hun var lidt betuttet ved den nye situation. Vi pressede hende overhovedet ikke, men introducerede hende selvfølgelig til Viktor. Det er i dag 2 dage siden, og hun nærmer sig lige så stille sin lillebror – men hun er stadig ikke tryg ved situationen. Jeg er dog sikker på, at det ændrer sig hurtigt i løbet af de næste par dage…

Men hold da op, hvor bliver ens lille pige pludselig en meget stor pige at se på, når man står med en nyfødt i sine arme. Hun er pludselig ikke en baby, men et BARN.

Snart 14 måneder – og nu helt selv-gående

Om en uges tid fylder jeg 14 måneder, og jeg går nu 100% selv uden hjælp. Det er faktisk så sjovt at gå, at jeg slet ikke kravler længere. Mor og far synes udviklingen er gået utrolig stærkt, og sommetider bliver de nødt til at LØBE efter mig, fordi jeg smutter alt for hurtigt væk fra dem.

Derudover er jeg også ved at få min 9. tand – far opdagede den for et par uger siden, hvor han sagde til mor, at jeg vist nok var ved at få en kindtand, men det kunne mor ikke mærke, når hun stak fingeren ind i munden, så jeg tror bare, at hun troede, at far havde taget fejl… men for en uges tid siden opdagede mor den også… Så mit gebis er hoppet over hjørnetænderne og gået direkte til kindtænderne…

Næsten 13 måneder og jeg kan gå selv

Min far holdt ferie sammen med mig i denne uge, og det valgte jeg at belønne ham med at begynde at gå 100 % selv! Jeg tager med glæde 10-20 skridt (og sommetider mere), før jeg falder sammen på gulvet for at kravle videre. Min mor og far er så stolte af mig, hvilket jeg ikke helt forstår, for jeg gør jo bare, hvad de gør..

Ellers sker der ikke det vilde – far har fødselsdag om en uge, og han fylder 30 år gammel. Mon han levede dengang dinosaurerne levede?

Finbarr i Grækenland

Mandag d 7/9 tog vi toget til Kastrup, hvor vi skulle overnatte på et hotel. Vi skulle nemlig flyve allerede kl 7.15. Turen til Kastrup gik godt, Finbarr hygge sig. I Kastrup fik vi afleveret vores kufferter, og så tog vi bussen til hotellet. Hvor vi spiste og hyggede os indtil vi gik i seng.

Tirsdag d 8/9 Vi stod op 4.45 og fik tjekket ud og gik hen til lufthavnen. Hvor vi fik tjekket ind og kl 7.15 var vi klar til at flyve mod Skiathos i Grækenland. Efter 45 min fik vi at vide at vi skulle flyve tilbage til Kastrup, pga der var noget galt med en radio, så det gjore vi så. Finbarr sov hele vejen. Vi skulle af flyet og vi var i lufthavnen ca en time før vi igen var i luften. Det var ca den tid vi skulle ha været landet i Skiathos. Da vi igen var i luften var Finbarr frisk og ville pille ved alt han kunne, men han klaret turen fint. Endelig var vi nået til Skiathos, og vi skulle vider med båd til Skopelos. Men pga dårligt vejr var mange både aflyst og vi kunne først komme med 21.20, Nu var klokken kun 14.45 så det var ikke den sjoveste besked. Vi kunne heldigvis ha kufferterne til at stå ved en café og vi gik runde i Skiathos og fik noget at spise.Turen med båden gik fint, men hold op hvor det gyngede, vi kunne heller ikke komme ind i Skoplos så måtte til en anden havn. Hvor bussen hentede os og kørte os til hotellet. Finbarr faldt i søve ved syv tiden og sov lige til vi nåede Skplelos hvor han kastede op i bussen, endelig kl 22.45 var vi på vores hotel værelse. Nu var Finbarr frisk og ville ikke sove, men fik den idé at kaste sit legetøj ned i gulvet, så ved midnat kom underboen op og brukkede sig. Og vi gik derefter alle i seng. Finbarr sov desværre rigtig dårligt.

Onsdag d 9/9. Vi havde 3 års bryllupsdag så gav hinanden gaver, jeg fik en kjole af David og han fik en pung (og skulle ha haft to par shorts, men firmaet glemte at sende dem så fik dem først i fredags) Ved 10 tiden blev vi enige om at tage ind til Skpoelos, og vi havde fået en busplan så vi kunne se hvornår bussen ca kørte. Vi stilte os ud til vejen ca 5 min før den skulle komme og ventede, og ventede og ventede, dd der var gået over en halv tilm gik vi ind igen og Finbarr legede lidt, inden vi igen gi ned til vejen og håbede på at der ville komme en bus, denne gang ventede vi ca 1 time, Finbarr noge at spise frokost og falde i søve, og stadig ikke skyggen af en bus, men der kom en bil med to dansker vi havde mødt dagen før, de ville god ha kørt os ned til byen, men havde ikke plads til os alle. Men de fortalte så at der kun var ca 1 km til byen og at det var ment at finde derned, så vi gik derned. Da vi nåede derbned spiste vi frokost og Finbarr vågnede, så vi gik på legepladsen, så godt at noget af Maja´s fam gik forbi men tænkte ikke mere over det. Før jeg skulle til at sætte mig på et vippedyr sammen med Finbarr og der blev sagt “den kan ikke holde til dig Eva”, det var Maja. Så tilbragt vi et par timer sammen med hende og hendes fam på en café. Vi gik en lille tur i byen inden vi gik hjem igen. Hvor vi var en tur i poolen. Om aften tog vi BUSSEN ind til byen hvor vi spiste på en skøn resturant, vi var også en tur på café inden vi tog en taxa hjem.
Torsdag d 10/9 Tog vi hotel bussen ind til byen, og spiste frokost, for en gang skyle var det varmt. Helt tilfælditg mødte vi Maja, og hun spurgte om vi ville med på stranden, de var en hel flok der skulle afsted og det ville vi gerne. Vi kørte med Maja´s forælder hjem til hotellet, hvor vi fik hentede badetøj. Og så af sted til stranden, vi var rigtig mange og det var super hyggeligt, Finbarr baded for første gang ved en strand og han elskede det. På vej hjem kørte vi forbi deres hus byggeri og deres dyr, vi var hjemme ved 19 tiden så vi lavede selv mad og så en film.

Fredag d 11/9 Mødtes de fleste af tøseren til brunch og efter det skulle vi i spa og de fleste fik ordnet negle. Vejeret var rigtig dårligt det regnede det meste af dagen, men jeg hyggede mig med de andre tøsre og tænkte slet ikke på hvor kedeligt David og Finbarr havde det. Var først hjemme ved 16 tiden. Om aften spiste vi på hotellets resturant, det var ikke super god mad, men okay.

Lørdag d 12/9 Endelig var vi nået til den dag hvor vi skulle til bryllup, vi glædede os helt vildt alle tre. Det regnede desværre stadig meget, men det var først kl 16 vi skulle være i kirken så håbede at det ville være tørt til den tid. Jeg aftalte med hotel bussen at vi kunne kører med dem op til kirken, godt nok skulle Maja´s fam (9 personer) også kører med dem, men der var også plads til os i deres 8 presoners bus. Og jeg lånte et strygjern, så jeg kunne stryge min kjole. Det skulle jeg aldrig har gjort, strygjernet var nemlig alt for varmt og jeg brændte hulv i kjolen, men blev enig med David om at det var der ingen der så. Så vi kom alle tre i tøjeg og gik ned til bussen, nu var der så bare ikke plads til os alle, men heldigvis havde Maja´s fam bil så der var de 4 af dem kørte selv derned. Vi var nogle af de første der kom til kirken ca ½ time før det hele skulle starte………………………………..

Jeg troede på ham. Jeg var jo bare et barn.

 

Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede resten af dagen. Men det gjorde jeg. Jeg fortrængte det, som var sket. Undgik fuldstændig min onkel.

Jeg kan dog huske, at da vi kom op på kroen, hvor festen skulle holdes, så tissede jeg simpelt hen i bukserne. Jeg aner ikke hvorfor. Jeg fik skæld ud, og min far måtte køre hjem efter et par tørre trusser og en ny kjole. Den anden var blevet våd. Og jeg har ikke haft den kjole på siden. Jeg ville ikke have den på. Jeg hadede den. Alle de onde og smertefulde minder hang ligesom sammen med den kjole. Om det var en nøje overvejet handling, ved jeg ikke. Men jeg slap for at have den forbandede kjole på.

 

Jeg forsøgte at fortrænge oplevelsen. Men det lykkedes ikke helt. Jeg forsøgte også at undgå enhver kontakt med min onkel. Jeg hylede og skreg, hver gang mine forældre nævnede, at jeg da kunne komme med min onkel ud og køre en tur. Jeg nægtede og skabte mig som en gal. Jeg ville simpelt hen ikke være alene med ham. Jeg kunne dog ikke helt undgå nogle situationer, hvor han ligesom trængte mig op i en krog. Og jeg kunne ikke undgå hans hænder på min krop. Han voldtog mig dog kun den ene gang. Men det er i mine øjne også nok. Mere end nok at han forcerede sig på mig med sexlegetøj flere gange.

 

På et tidspunkt kunne jeg ikke rigtig holde denne frygtelige hemmelighed for mig selv, og jeg fortalte det til nogle af mine pige-legekammerater. De grinede af mig og sagde, at jeg løj. Jeg nægtede. Jeg løj ikke. Den ene af pigerne sagde så, at hvis det var sandt, hvad jeg sagde, så skulle jeg da sige det til min mor. For sådan noget var forkert. Fornuftigt pigebarn.

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før jeg fik samlet det nødvendige mod til at fortælle det til min mor. Jeg husker den dag i dag tydeligt, hvordan hun stod ved håndvasken i køkkenet. Jeg stod ved siden af og så på, at hun skrællede kartofler. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der, før jeg sagde til hende, at onkel Brian gjorde ting ved mig, som jeg ikke brød mig om, og at han havde gjort noget ved mig, som gjorde ondt og var forkert. Om hun egentlig lige på et tidspunkt forstod, hvad jeg egentlig hentydede til, ved jeg ikke helt præcist. Men hun blev fuldstændig hvid i hovedet og stirrede på mig i nogle årelange sekunder, før hun sagde: “Sådan noget må du ikke gå og sige!”

 

Andet sagde hun ikke. Og jeg klappede i som en østers. Instinktivt forstod jeg, at jeg havde sagt noget forkert, og som det barn jeg var, kædede jeg det sammen med det, min onkel havde sagt. Det var min skyld. Min mor fik mig – måske ubevidst – til at føle mig som den skyldige i det hele.

 

Hvad hun så har sagt til min far, ved jeg ikke, og jeg får det aldrig at vide. Men jeg fik nok jordens største røvfuld, da han kom hjem. Han sagde ikke ét ord. Han kom bare ind på mit værelse, tog mig hårdt i den ene arm, rykkede mig op fra gulvet og gav mig en røvfuld. Jeg sagde ikke en lyd, men tårerne vældede op i mine øjne. Jeg havde gjort noget forkert…

 

Jeg har aldrig siden nævnt det overfor nogen i min familie. Det var jo MIG, som havde gjort noget forkert. Så hvorfor skilte med det?

 

Jeg gik med alt det her indeni mig i mange år. Var skræmt fra vid og sans, hver gang jeg skulle være i stue med min onkel. Han tog altid på mig ved enhver given lejlighed. Han kiggede på mig med det her mærkelige blik, som jeg ikke helt kunne tyde. Men jeg kunne ikke lide det blik.

 

Jeg fik først en smule fred i sjælen, da Allan kom ind i mit liv. Vi havde været kærester i ½ år, før jeg fortalte ham om min onkel. Og han troede på mig. Det var befriende. Allan fortalte, at han da havde lagt mærke til, at jeg blev en helt anden, når jeg var i rum med min onkel. Febrilsk. Usikker. Skræmt.

 

Fra den dag følte jeg en let indre ro. Allan skærmede mig imod min onkel. Han sørgede for, at jeg aldrig nogensinde var alene i et rum med ham. At jeg aldrig var alene hjemme i flere dage ad gangen, når mine forældre var ude og rejse. For første gang i mange år var jeg ikke alene. For første gang i mange år kunne jeg slappe lidt mere af til familie-komsammen.

 

Jeg faldt dog først helt til ro et års tid efter, at jeg var flyttet hjemmefra. Da jeg flyttede indskærpede jeg meget kraftigt mine forældre, at de ikke skulle fortælle min onkel noget som helst om, hvor jeg boede henne. Det accepterede de. Jeg ville ikke risikere, at min onkel pludselig dukkede op, mens jeg var alene hjemme. Det ville jeg simpelt hen ikke kunne klare.

 

Efter et par års fred troede jeg endelig, at jeg havde lagt det hele bag mig. Jeg havde ikke glemt det, og jeg kunne heller ikke tilgive. Men jeg havde lært at leve med det. Acceptere tingenes tilstand. Jeg mente, at det var ude af mit system. Nu kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg stadig har en masse hæmninger, en masse mistillid tilbage. At jeg ikke var fuldstændig helet i min sjæl.

 

Et barn ødelægges

 

Det er svært at vide præcis, hvor man skal starte. Jeg aner det heller ikke. Jeg kan ikke huske så mange ting fra min barndom. Jeg husker dog, at den for et meste var ganske udmærket. For det meste. For selvfølgelig var der ting, som ikke var sjove. Ting, som var med til at forme mig og gøre mig til den person, som jeg er i dag. Nu kan jeg godt se, at jeg var et utroligt privilegeret barn. Jeg var højt elsket i min familie og sikkert også en bundforkælet møgunge. Hvorfor mine forældre forgudede mig sådan, har jeg aldrig rigtig forstået. Før nu. Da nogle af min families “skeletter” kom ud af skabet.

 

Jeg kan jo starte der, hvor jeg mener, at jeg mødte den første alvorlige udfordring i mit liv. Eller er det forkert at kalde det en udfordring? En oplevelse er heller ikke det rette ord. Der findes vel i bund og grund ikke et “rette ord” for det, som skete med mig. Det fik en alvorlig indflydelse på mit liv i mange år, og det har stadig en stor indflydelse på mit liv.

 

Dagen står stadig meget tydeligt for mig. Det var min storesøsters konfirmationsdag. Hun var en utrolig pæn, slank pige. Jeg misundte hende, men jeg hadede hende også, for det virkede egentlig aldrig, som om hun overhovedet brød sig om mig. Jeg var vist bare en klods om benet på min 7½ år ældre søster. En irriterende, forkælet møgunge.

 

Jeg var på det tidspunkt godt og vel 6½ år gammel. Jeg var glad. Der var fest. Og det var selvfølgelig en mulighed for mig for at gøre mig bemærket. En vane jeg åbenbart havde – og nok stadig har. Jeg spurtede rundt og forsøgte at være alle vegne hele tiden. Jeg var blevet iført en lang kjole, som jeg var meget glad for. Jeg syntes selv, at jeg var pæn i den kjole. Jeg var stolt.

 

Sidst på formiddagen skulle min familie så i kirke. På det tidspunkt var det meste af familien forsamlet i vores hus. De fleste ville da op og se Jannie blive konfirmeret. Hun var jo en sød og populær pige.

 

Jeg ville ikke med. Jeg kan huske, at jeg blev spurgt, men jeg sagde nej. Jeg hadede at komme i kirke. Det var så kedeligt. Og man skulle hele tiden være så stille. Så jeg ville blive hjemme. Jeg tror, at mine forældre var vældig tilfredse og lettede over min beslutning om at blive hjemme. Så skulle de ikke koncentrere sig om at få mig til at sidde stille og holde mund!

 

Jeg blev altså hjemme. Ikke alene, selvfølgelig. Min onkel – som er min mors lillebror – skulle blive hjemme og passe mig og tage imod eventuelle gaver. Jeg kan huske, at jeg ikke havde noget imod min onkel. Jeg var ikke ovenud glad for ham. Jeg syntes, at han var så underlig. Stille og tilbageholdende. Og så kiggede han altid mærkeligt på mig. Det lagde jeg selvfølgelig ikke det store i den gang. Hvad pokker. Han var jo bare en stor teenager på 16 år!

 

Min familie tog af sted til kirken. Jeg trissede lige så stille rundt derhjemme og lavede egentlig ikke rigtig noget. På et tidspunkt gik min onkel ud på vores gæstetoilet for at tisse. Han lod døren stå på vid gab, og nysgerrig, som jeg var, skulle jeg jo lige hen og se, hvad han lavede. Meget uskyldigt. Jeg var trods alt kun et barn.

 

“Sikke en stor tissemand du har,” udbrød jeg. Det fløj simpelt hen bare ud af munden på mig. Havde jeg bare vidst…

 

Han kiggede så underligt på mig, og jeg stod bare der i døren – nærmest naglet til gulvet. Jeg kunne simpelt hen ikke flytte mig. Hans blik gjorde mig stiv af skræk. Alt i mig skreg, at jeg havde dummet mig, og at jeg skulle skynde mig væk. Men jeg kunne simpelt hen ikke røre mig ud af stedet. Jeg stod bare der og nærmest ventede på hans næste træk.

 

Han blev færdig, men han lynede ikke sine bukser op. Han vendte sig bare om imod mig og sagde, at jeg skulle komme ud til ham. Dumme mig. Jeg adlød. Jeg var som i trance. Dybt indeni mig vidste jeg godt, hvad der skulle ske, men jeg nægtede simpelt hen at tro det.

 

Han bad mig om at lægge mig på gulvet. Jeg adlød. Kiggede op på ham. Jeg kunne simpelt hen ikke tro, at det her skete for mig. Han rykkede min kjole op og rykkede mine trusser af. Jeg stirrede bare på ham. Jeg ville protestere. Bede ham lade være. Men det sad bare fast i halsen på mig. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg lod det bare ske.

 

Han bad mig sprede benene, og da jeg ikke gjorde det tilfredsstillende nok, lagde han mine ben, som han ville have dem. Jeg kiggede ikke længere på ham. Jeg vendte hovedet og lå og kiggede ind i væggen. Jeg havde lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Jeg var fuldstændig lammet i hele kroppen. Jeg havde ingen vilje længere. Mit indre var et stort kaos, imens han trængte ind i mig. Jeg har aldrig følt så stor en smerte. Den fyldte hele min krop. Den var både fysisk og psykisk. Jeg har aldrig oplevet en smerte siden hen i mit liv, som havde den samme virkning på mig. Alligevel sagde jeg ikke en lyd. Jeg skar ikke engang en grimasse. Jeg var fuldstændig passiv. Tom.

 

Pludselig ringede det på døren. Min onkel trak sig ud af mig, trak bukserne op og forlod mig. Stille og roligt satte jeg mig op, fandt mine trusser og trak dem på igen. Jeg rejste mig fra det kolde flisegulv – som jeg ikke havde bemærket kulden fra før nu – og forlod toilettet. Min onkel stod i den åbne dør og modtog en gave, og da jeg forlod toilettet vendte han sig om og kiggede underligt på mig. Som om jeg havde gjort noget forkert. Udenfor på trappen stod én af naboernes sønner – en god legekammerat – og han kiggede meget underligt på mig. Den dag i dag tænker jeg tit på, hvad han egentlig tænkte, da han så mig den dag. Hvad kunne han læse i mit ansigt, og hvor meget forstod han? Jeg ved det ikke den dag i dag, og jeg finder nok aldrig nogensinde ud af det.

 

Min onkel lukkede døren, lagde gaven ind på gavebordet, hvorefter han igen gik ud på toilettet. Han kaldte på mig derude fra. Jeg gik hen, så jeg på sikker afstand kunne se ham. Han stod i døren. Han bad mig komme ud til ham igen. Pludselig kom al min kampgejst op i mig igen. Jeg stampede i gulvet og nægtede. Jeg VILLE simpelt hen ikke.

 

Min stædighed og vrede har åbenbart fået ham på bedre tanker, for han opgav. Jeg husker dog, at han tog hårdt fat i mig, ruskede mig og sagde, at jeg ALDRIG nogensinde måtte fortælle det til nogen, for så ville de alle sammen blive sure på mig. For det var nemlig MIN skyld.

 

 

Under overfladen

Handlingen i filmen kort fortalt:

“Festen” er en film, hvor handlingen er bygget op omkring konfrontationen af det seksuelle misbrug. I store træk handler den om den unge mand Christian, der til sin fars 60-års fødselsdag i sin tale fortæller om faderens overgreb på ham selv og tvillingsøsteren Linda.

Det medfører undren, forvirring og vantro hos de tilstedeværende, også hos faderen. Søsteren Helene rejser sig kort efter op og siger, at Christians ord skal man ikke tage alvorligt.

Christian fremfører sandheden igen ved at udbringe en skål for for den mand, der dræbte hans tvillingsøster, for manden, der er en morder, – hans far. Der går en bølge af chock gennem lokalet, og alle er tilsyneladende pinligt berørte. Toastmasteren foreslår en rygepause. Faderen bruger pausen til at foreholde Christian, at han altid har været en forkvaklet sjæl, som altid har været optaget af sig selv og sit syge sind. Moderen ønsker ikke at se Christian mere, men faderen synes, at Christian skal blive siddende og mærke, hvordan det føles at spytte sin familie i ansigtet.

Ved hovedretten rejser moderen sig op og holder en glødende tale for faderen. Hun fremfører, at Christian som barn havde en livlig fantasi og havde svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. At Christian finder på denne historie er for meget, og hun forlanger, at han skal rejse sig op og give faderen en undskyldning. Efter en lang, pinlig tavshed rejser Christian sig op og siger undskyld, fordi moderen engang kom ind på kontoret og så, hvad det foregik og undskyld for, at hun blot gik.

Lillebroderen Michael, en onkel og nogle andre gæster bliver så rasende over, at han bliver ved med sit vås, at de med magt smider Christian på porten. Christian vender straks tilbage for at fortsætte sin tale og de samme folk hiver ham ud igen. Denne gang bliver han tævet og bundet fast til et træ i skoven. Han skal i hvert fald ikke ind igen og forstyrre selskabet med grimme hemmeligheder.

Ved en tilfældighed dukker et afskedbrev op fra Linda, tvillingsøsteren, der kort forinden festen begik selvmord. Alle i lokalet tror, at det er et festligt og sjovt brev og aner ikke, at det er Lindas afskedsbrev. Brevet bliver læst op og så kommer sandheden frem. Hun kunne ikke klare mere, fordi faderens overgreb også opsøgte hende i nattens mareridt. Hun måtte væk. Bagefter forsøger faderen at glatte ud ved at foreslå, at glassene bliver fyldt op, så man kan skåle. Alle er naglet fast til deres pladser, ingen foretager sig noget og ingen siger noget, ingen løfter glas for at skåle. Christian der under oplæsningen af brevet kom tilbage til selskabet, spørger til sidst sin fader hvorfor han gjorde det. “I var ikke mere værd” siger faderen hadefuldt. Han forlader selskabet efterfulgt af moderen.

Senere bliver lillebroderen Michael så fortvilvlet og fyldt af raseri, at han overfalder faderen og slår ham fordærvet.

Næste morgen samles alle gæsterne til morgenbord. Faderen og moderen kommer også til. Faderen rejser sig op og holder en tale, hvori han vedgår, at han har handlet utilgivligt overfor sine børn. Han udtrykker forståelse for at det er sidste gang, han ser sine gæster. Han er fuldt ud klar over, at ingen ønsker at have mere med ham at gøre. Det er tydligt at han erkender sine handlinger og sin ugerning.

Da faderen er færdig med talen, beder Michael, den yngste søn, ham om at forlade lokalet så de kan få spist færdig. Faderen nikker og forlader selskabet som en udstødt, hvilket for ham er en helt naturlig konsekvens, af det der er sket.

Under overfladen

Mange seksuelt misbrugte har oplevet voldsomme reaktioner fra familiens side, når hemmeligheden blev brudt. Filmen “Festen” går under overfladen på en ganske almindelig familie. Konfrontationen sker og reaktionen udebliver ikke. På lærredet blændes der op for et drama. Et drama der er som hentet fra de misbrugtes verden. Hvad Christian oplevede i filmen, er vi mange, der har olevet udenfor lærredet. Sammen med Christian har vi i biografen været lammet, fortvivlet, grædt og til sidst jublet.

De seksuelt misbrugte

Denne film beskriver de misbrugtes virkelighed. Et incestoffer, der konfrontrerer sin familie med bardommens rædsler står ofte over for de reaktionsfaser, som filmen viser. Disse faser er: a) forvirring/vantro b) benægtelse c) skyld d) utroværdighed e) vrede f) udstødelse.

Forvirring/Vantro

At fortælle familien om krænkelserne medfører i første omgang forvirring og undren. Hele familiens billede af krænkeren bliver ændret totalt, og familien skal se den misbrugte, krænkeren, samt familiens “ære” fra en ny synsvinkel. Det er for krævende og ofte står man af, og lader som om ordene aldrig er blevet sagt. Alt bliver ved det gamle. I filmen fortsatte festen, som om Christian aldrig havde konfronteret slægten med de seksuelle overgreb.

Benægtelse

En krænker, der bliver konfronteret med det hemmeligholdte, lader ofte som om han ikke aner, hvad der tales om. Faktisk kan han i al sin uskyldighed få ondt af, at offeret er så syg, at hun kommer med disse vanvidshistorier. Offeret er psykisk syg og må hjælpes, kan han hævde. Ofte oplever offeret, at søskende benægter, at overgreb har fundet sted i familien, så den person, der viser mod til opgør, bliver ladt i stikken uden opbakning. I filmen kendte Helene sandheden om overgrebene, alligevel rejser hun sig op og siger, at man ikke skal regne med broderens ord, det er ikke rigtigt, og hun skulle være den første til at vide det. Hun er parat til at ofre sin broder for at bevare billedet af den gode far. Utallige overgrebsofre har oplevet lignende situationer.

Skyld

Ofte er det sådan at et offer, der konfronterer familien om overgrebene får skyld for at knuse familien. Man får foreholdt alle de fejl, man har begået op gennem årene. Når man er i besiddelse af så mange fiaskoer og dumheder, har man ingen ret til at komme frem med en så tåbelig historie. Det bliver påpeget at man er egoistisk, hensynsløs, hævngerrig mv. Nogle får også at vide, at hvis de ikke tier, kan de forvolde svagelige familiemedlemmers død. Bliver nogle syge er det offerets skyld og ansvar. I Christians tilfælde får han at vide af sin far, at han kaster spot på den famlie der altid har villet ham det godt, og at han spytter sin familie i ansigtet. Det er Christian der er familiens ødelægger og syndebuk i denne situation. Faderen er stadig uskyldsren.

Utroværdighed

I filmen rejser moderen sig op og taler for faderen. Hun fortæller om Christians store fantasi som barn, og at han digtede utallige historier op. På en varm og tilgivende måde beretter hun om Christian, der ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi, og hun nævner også eksemler. Hun gør ham utroværdig, dette til trods for, at hun kender sandheden. Mange incestofre har oplevet mødre, der stillede spørgsmåltegn ved ofrets troværdighed. At blive valgt fra til fordel for krænkeren og stemplet som forkert og utroværdig af moderen har været mange ofres lod. Et ubæreligt svigt. Christian i filmen blev allerede som barn svigtet af sin mor, og nu som voksen bliver han igen svigtet. Han er igen følelsesmæssig og psykisk forladt af sin mor.

Vrede

Et incestoffer, der fastholder, at det hun har fortalt er sandt, vil møde vrede fra familien. Familien har måske forsøgt på at få offeret til at trække i land igen eller gøre det sagte til løgn. Men stædigheden står fast. Herved går det op for familien, at historien kan komme ud blandt andre, så familien kan tabe ansigt. Maskerne vil falde, og billede af den gode kernefamilie vil blive slået itu. Familien ønsker ikke dette og betragter derfor med vrede ofret som en farlig person, der ødelægger slægten med sine løgnehistorier. I stedet for at sætte spørgsmålstegn ved krænkeren vendes raseriet mod offeret, som er i færd med at puffe krænkeren ned af pidestalen og som med sin fremfærd våger at sætte spørgsmålstegn ved barndommens lykke og kernefamiliens fuldkommenhed. I filmen bliver lillebroderen rasende på Christian og påstår, at han er for langt ude. Vreden bliver så stor at Christian bliver smidt ud af huset.

Udstødelse

Mange, der er gået til familien for at fortælle om de traumatiske oplevelser, har istedet for at blive mødt med forståelse, oplevet trussel om udstødelse. Den totale ensomhed uden slægtninge er så fortvivlende og angstskabende, at der er set eksempler på incestofre, der trækker beskyldningerne i land igen. At leve forladt og svigtet udenfor familien og ude i kulden gør så ondt, at ofret er villigt til alt for at få del i fællesskabet og komme ind i varmen igen. I filmen stødte moderen Christian ud både i tale og i handling. Knægten blev gal og sagde nogle sandheder hvilket medførte, at han blev udstødt af slægtens midte. For at ungå risikoen for at han ville forstyrre festen med flere uhyrligheder, blev han bundet fast til et træ ude i skoven. Sandheden medførte en ydmygende udstødelse.

Filmens verden

De fleste seksuelt misbrugte oplever de overnævnte faser i forbindelse med konfrontation. Gud ske lov skånes flere og flere nu for selve udstødelsen (de går selv). Hvis krænker nægter, og ingen søskende eller mor er villig til at støtte sandheden, står ofret tilbage som svigtet, utroværdig, hævngerrig osv.. I filmen vender historien 180 grader. Den døde tvilligsøsters afskedsbrev bliver helt tilfældig lagt frem som om det er en hilsen, der skal læses op til festdeltagerne. Brevet bliver læst op og alt, hvad der står understøtter Christians ord. Det er som om en engel er gået igennem lokalet. Nu går det op for alle at Christian fortalte sandheden, og at de sidder til bords med en krænker. Sandheden lammer. Det er en oprejsning af rang han får her. Fra at være løgneren, den forkerte, den utroværdige, bliver han sandhedstaleren.

Krænkers ansvar

Den seksuelt misbrugte har fortjent at få den oprejsning, at krænkeren vedgår sine handlinger og påtager sig det fulde ansvar. En beklagelse og undskyldning er heller ikke af vejen. Det er sjældent, at et offer oplever dette og når det sker, forløses en tung byrde og offret bliver sat fri til at begive sig ud i livet. Dette fantastiske sker i filmen, hvor faderen vedgår, at han har opført sig utilgiveligt overfor sine børn. Christian bliver frigjort fra fortidens skygge og er nu parat til at fri til den pige han holder af. Livet kan nu leves.

Virkeligheden

Virkeligheden er hård. Den indeholder ikke breve, der dukker op som et mirakel, eller en krænker der indrømmer sin skyld. Trods det er det netop det, der gør filmen så herligt for os seksuelt misbrugte. Endelig oplever vi, at sandheden kommer for en dag og retfærdigheden sejrer. Når filmen kommer på video, vil jeg se den igen. Gang på gang vil jeg se det afsnit, hvor Christians far vedgår, at han har begået overgrebene. Så vil jeg fælde en tåre og glæde mig over, at der findes seksuelt misbrugte der får denne befriende velgørende, velsignende oplevelse. bb

 

 

Jeg faldt til ro

 

Jeg faldt til ro. Jeg begyndte at føle mig sikker. Indtil jeg en dag flyttede i lejlighed for mig selv. Jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg pludselig mødte ham nede i byen. Hvad nu, hvis han fandt frem til min adresse? Hvad nu, hvis han pludselig en dag stod udenfor min dør? Hvad skulle jeg så gøre? Hvad kunne jeg gøre?

Efter et par måneder var jeg igen faldet til ro. Jeg havde jo ikke noget at frygte. Min mor og far havde jo lovet mig, at de aldrig ville fortælle min onkel, hvor jeg boede henne. Det kunne jeg jo ikke andet end at stole på. De havde jo ikke fortalt ham noget om, hvor jeg boede, da jeg boede ved Hadsund. Hvorfor skulle de så fortælle ham noget nu? Inderst inde er de jo nok klar over, at det kunne gå hen og gå grueligt galt, hvis de gjorde det. Så jeg stoler altså på, at mine forældre holder min adresse hemmelig for uvedkommende.

 

Jeg blev lullet ind i en dejlig ro…. Jeg havde ikke noget at frygte…. Fra nogen overhovedet. Troede jeg. Jeg tog så grueligt fejl. Og “angrebet” på mig og min sikkerhed kom fra en totalt uventet side. Jeg ved udmærket godt, at det ikke var ondt ment….

 

Jeg var i gang med at skrive mit afgangsprojekt. Det foregik på mine forældres computer. Min egen virkede ikke dengang. Så jeg blev nødt til at skrive ind nede ved min mor og far…. Det havde jeg såmænd ikke noget imod. Jeg var jo glad for mine forældre. De var der altid, når jeg havde brug for dem. Okay, de var meget nysgerrige med hensyn til, hvad jeg fik min tid til at gå med. Men det tog jeg nu meget pænt. Sådan er forældre vel.

 

Det lykkedes mig at blive færdig med mit afgangsprojekt, og jeg blev (heldigvis) kaldt til eksamen, så jeg skulle i en weekend ned og ordne nogle ting på mine forældres computer. De var godt nok ude at rejse, men det var jo lige meget, for jeg havde jo nøgle. Samtidig skulle jeg passe min søsters børn, så jeg kunne jo passende slå to fluer med et smæk der. De bor nemlig i samme by… og der er ikke ret langt imellem dem, så det passede mig sådan set fint.

 

Om søndagen sad jeg inde i min søsters stue og snakkede lidt henover morgenmaden. Og så kastede min søster en bombe, som jeg stadig er i chok over. Jeg har vidst, at hun kun er min halv-søster, siden jeg var 16. Jeg har dog aldrig fået det at vide fra mine forældre, men det har jeg for længst tilgivet dem, at de har holdt skjult for mig. At jeg så ikke forstår, hvorfor de har fundet det nødvendigt at holde det hemmeligt, er jo en helt anden sag. Så jeg var udmærket klar over, at min mor havde ét forlist ægteskab bag sig, og at jeg var den eneste datter, min far havde. Så jeg forstod og forstår stadig hans bekymring og omsorg for mig. Men min søster fortalte mig den dag noget, som skulle knuse hele min tilværelse. Noget, som jeg ikke er kommet over endnu…. Og der går lang tid, før jeg kommer over det….

 

Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage om vores forældre, og jeg fandt for første gang ud af, at forholdet mellem min søster og mine forældre slet ikke var så rosenrødt, som jeg gik og troede. Min mor havde gjort min søster meget fortræd som barn… ikke fysisk. Men nok en del psykisk, idet min søster i en del år boede hos mine bedsteforældre, fordi min mor ikke var i stand til at passe hende. Men min far har åbenbart fået min mor på ret køl igen. Heldigvis… for ellers ville jeg jo ikke have eksisteret…

 

Nå, men tilbage til den bombe, min søster smed den søndag formiddag…. Vi sad som sagt og snakkede om vores forældre, og min søster siger lige pludselig til mig: “Du ved vel også godt, at onkel Brian ikke er din onkel, ikke?” Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn. Jeg blev faktisk temmelig forskrækket, da han pludselig blev blandet ind i samtalen. Jeg rystede vist bare på hovedet og så forskrækket ud, for min søster fortsatte: “Det er mors barn, som bedstefar og bedstemor adopterede.”

 

Min mor troede mig

Jeg vil fortælle min historie som incestoffer. Jeg har været i stand til at leve et rimeligt, ukompliceret liv på trods af, at jeg er incestoffer. Det skyldes at jeg blev troet på og fik stor støtte, da jeg fortalte, hvad jeg havde været ude for. Hvordan mit liv ville have været, dersom min omverdens reaktion havde været anderledes end den var, kan jeg kun med gru forestille mig.

Da jeg var 12 år, begyndte min morfar at blive lidt for kærlig. Min morfar sad på en pidestal, han var meget afholdt af alle. Før han forgreb sig på mig, var han også en god morfar, jeg har mange gode oplevelser i min rygsæk. Pludselig blev hans kærlighed helt forkert. Han kyssede mig, som om jeg var en voksen kæreste. Han rørte ved mig og ønskede at blive rørt ved på en forkert måde. Da min tillid til ham var stor, fortalte jeg det ikke til nogen. Jeg syntes måske også, at det var spændende – en hemmelighed var det jo. Dette er noget jeg først har turdet indrømme meget sent, da jeg var flov over, at jeg gik med til det og havde disse spændende tanker. Egentlig burde jeg have syntes, at det var grimt, men min tillid var jo uendelig. Nu tør jeg indrømme det, og nu har jeg tilgivet mig selv for disse tanker.

På trods af at jeg synes, det var spændende påvirkede det mig naturligvis. Jeg begyndte at overfalde køleskabet, som om jeg ville påføre mig et beskyttende lag. Da alle i min familie var glade for mad, og alle havde tendens til at tage på i vægt, var der ingen, der studsede over, at jeg begyndte at tage på. Nu skulle jeg bare til at passe på, slankekure og mad blev en vigtig del af mit liv. Det jeg ikke måtte få at spise og slankemad begyndte at fylde meget. Det beskyttende lag og kampen med mad har jeg kæmpet med lige siden. På trods af perioder, hvor jeg har været pæn slank, har jeg altid i mit hoved være en tyk pige og faktum er, at det er jeg også i dag som en 34-årig.

Da jeg selv var med til at holde incesten skjult, var der ingen, der opdagede noget. Min morfar var bare en kærlig morfar, der tog sig af sit barnebarn. Mit liv formede sig nu sådan, at jeg som 15-årig skulle føle, at jeg var skyld i min morfars død. Han døde af en blodprop, mens han var seksuelt ophidset af at kysse mig og røre ved mig. Jeg troede bare, at han var besvimet, så jeg forsøgte at oplive ham ved at smide vand i hovedet på ham. Det hjalp ikke. Jeg var på ferie hos morfar og mormor, så jeg hentede min mormor og måtte derefter ringe 000 og ambulancen kom. Bagefter måtte jeg ringe hjem til mine forældre for at fortælle, at morfar var så syg, at han måtte hentes af ambulancen. Far ville tage afsted for at hente mig hjem.

Far havde lang vej at køre, inden han kunne være hos mig. I ventetiden, som jeg ikke kan huske, var jeg alene med de tanker, som jeg ikke husker. Dog husker jeg, at mit største problem var, at hans lynlås ikke var lynet op, hvilket jeg dog havde forsøgt på, inden jeg hentede mormor. Han var også våd i ansigtet af vand, og hvordan skulle jeg forklare det? Der var ingen, der havde bemærket det, og jeg var lettet.

I bilen på vej hjem forsøgte jeg at forklare far, at morfar havde kysset lidt, men min far hørte ikke, hvad jeg sagde midt i hans egen bekymring. Min morfar havde før haft blodpropper, og denne skulle så blive den sidste. På hospitalet fik vi at vide, at han var død.

På det tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg var skyld i hans død, hvilket var mere end jeg kunne klare at bære alene. Dagen efter forsøgte jeg at forklare min mor, hvorfor han døde. Jeg fortalte, hvad jeg havde gjort, og hvorfor han var så ophidset. Det jeg ville have væk fra mine tanker var ikke selve incesten, men det at jeg havde forsøgt at genoplive ham.

Endvidere havde jeg brug for at vide, at det ikke var min skyld, at han var ophidset eller at det var ham, der startede. Jeg følte mig også meget skyldbetynget, da jeg jo opfattede mig som skyldig. Samtidig var jeg også lettet, fordi han var væk, for det var blevet til mere end kys, og jeg syntes nu ikke det var så spændende mere.

Min mor hørte og lyttede, og jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket over, at hun syntes, det var synd for mig. Hun troede på mine ord og blev gal på morfar og gav mig en meget kærlig omfavnelse. Midt i hendes sorg ovet at have mistet sin far, tog hun alle mine bekymringer på sine skuldre. Jeg var blevet lettet for al den skyld, jeg bar på og kunne fortsætte min ubekymrede teenagertilværelse.

Min mor spurgte i årene fremover, hvordan jeg havde det med det, der var sket og om jeg led under, hvad jeg havde oplevet. Hver gang nægtede jeg hårdnakket, at det ikke havde påvirket mig, indtil jeg som 28-årig mærkede, at jeg ikke var i stand til at mærke min krop, og at jeg var total ligeglad med den Jeg mærkede, at min overvægt og de mange tanker om mad måske hang sammen med incesten. Jeg startede i terapi, og jeg opdagede, at oplevelsen havde påvirket mig, og at mit liv kunne blive bedre. Jeg er stadig overvægtig, men har et godt liv. Jeg kan snakke om incesten, og jeg har lært mine reaktionsmønster at kende og har lavet om på nogle.Lige nu har jeg en mental skuffe, hvor jeg har min incest i. Der er en fin orden i skuffen, jeg ved, hvad der ligger i den, der ligger ingenting, som forvirrer mig. Lige nu er skuffen lukket, jeg åbner den engang imellem og rydder lidt op. Jeg kommer aldrig helt over incesten og må blive ved med at arbejde med det. Min prioritering er bare at lige nu må det ligge, for jeg har også et liv, der skal leves.

Jeg takker min mor for, at hun var/er som hun er og handlede ligesom hun gjorde den gang og senere. Hvis hun havde reageret og handlet anderledes, ville min skuffe givetvis være meget, meget større og i et stort rod nu.

Jeg er incestoffer, men fik lov til at vokse op uden skyld. Jeg fik ikke ødelagt mit liv, men fik det tilbage. Jeg er heldig at være datter af en rigtig mor

 

 

Fri af familiens lænker

Når jeg tænker på mit liv som barn, tænker jeg på ensomhed, forladthed og voldlige overgreb. Far var børnenes ven så ingen forstod hvorfor jeg altid forsøgte at holde mig væk fra ham. Alle sagde, at jeg var forkert, så jeg holdt mig for mig selv. Fordi jeg var så underlig og sær, blev jeg sendt til psykiatrisk undersøgelse af skolepsykologen. Det blev det ikke bedre af.

Som voksen oplevede jeg ofte, at far og mor forsøgte at styre mit liv. Jeg blev kritiseret for opdragelsen af egne børn, og for små og store valg jeg gjorde i livet. Mine forældre accepterede ikke mine grænser. Sagde jeg fra havde det ingen virkning, udover at de betragtede mig som hysterisk. Når mine børn bad om noget, hvor jeg svarede nej, ændrede mine forældre straks dette til et ja. Far og mor kunne også finde på at tage ind i mit hjem, når jeg ikke var hjemme for at rydde op, gøre rent eller vaske tøj. En hjælpsomhed som jeg aldeles ikke havde brug for eller ønskede. Jeg følte, at de klistrede sig til mit liv og at jeg skulle både være taknemmelig og afhængig.

 

For et par år siden startede jeg i et samtaleforløb ved en psykolog. At skulle tale om min baggrund samtidig med jeg ofte skulle se min fars englefjæs duede ikke. Jeg orkede ikke at bære maske på overfor familien, og jeg orkede heller ikke at sidde i samtalerummet og føle, at far var til stede med sit “uskyldige” væsen og rene engleansigt.

Uden at rådføre mig med nogen eller tale med psykologen sendte jeg et brev til mine forældre. Dette var min kamp alene, og andres meninger ville blot gøre det hele mere kompliceret.

I brevet fortalte jeg, at jeg indtil videre ønskede at holde pause i kontakten, da jeg var i gang med et samtaleforløb. Jeg havde brug for både ro og afstand, når jeg skulle bearbejde ensomhed, svigt og incest. Egentlig var det et meget afklaret brev, hvor jeg blot bad om tid, ro og fred til at bearbejde det, der var nødvendigt.

Selvfølgelig havde jeg dem i telefonen ret hurtigt. De kunne ikke begribe mit valg og troede, at jeg allerede havde fortrudt. De havde talt med mine søskende om brevet og spurgt, om de havde kendskab til incest i vor familie. De havde hævdet, at de aldrig havde oplevet eller set incest i vores hjem. Jeg stod fast og sagde, at jeg som barn har kunnet se og mærke, hvad der foregik og hvis mor ikke havde observeret noget, måtte hun have været blind.

Senere ringede mine søskende på skift. Den ene ville have, at jeg trak det hele i mig igen og at jeg sagde undskyld til far og mor. Den anden sagde, at jeg var hensynsløs og ligeglad med familien. Selv om jeg forklarede at det kun var vores forældre, jeg ønskede at bryde kontakten med, valgte mine søskende at stå på fars og mors side og ønskede ikke kontakt med mig. Senere har jeg hørt, at min brors alkoholproblem er accelereret voldsomt og at min søster har været så oftesyg, at hun har mistet sit job. Hvis de blot ville bearbejde sandheden om barndommens glansbillede, kunne de begge have det anderledes.

Siden jeg tog skridtet og skrev brevet føler jeg, at jeg har fået et nyt liv forærende. En byrde og et åg er taget fra mine skuldre. Jeg er fri til at leve. Jeg er befriet fra mine forældres lænker. Jeg er Nanna – jeg er mig selv og jeg kan sagtens styre mit liv og tage mine egne beslutninger. Jeg lever og livet er godt at leve.

Nanna